Travl weekend for politiet: Flere spritbilister snuppet i det nordjyske
Det har aldrig været en god ide at kombinere alkohol, narkotika og piller med en tur bag rattet.
Alligevel var der i weekenddagene tre sigtelser forskellige steder i Nordjylland, hvor to af tilfældene omhandlede en for høj promille, mens den sidste var en bilist, der var påvirket af narkotika.
På Hirtshalsmotorvejen ved afkørslen Hjørring S blev en bilist standset søndag eftermiddag. Bilisten viste sig at være narkotikapåvirket, og samtidig fandt politiet 0,54 gram kokain, 4,62 gram hash og 150 steriodpiller af mærket Alphabol.
Derfor blev bilisten både sigtet for narkokørsel og besiddelse af euforiserende stoffer.
To spritbilister
Også på Forbindelsesvejen i Nørresundby var der ugler i mosen søndag eftermiddag. En opmærksom borger havde set en slingrende mand køre afsted i sin bil, og derfor tog borgeren kontakt til Nordjyllands Politi.
Det resulterede i, at manden kort tid efter blev standset og afleverede en alkometertest, som var over den tilladte grænse.
Fredag eftermiddag udspillede en lignende situation sig på Tylstrupvej i Tylstrup. Her blev en mand standset af politiet, og han havde også en promille, som viste sig at være for høj. Det kostede en sigtelse for spirituskørsel.