Travl rejsedag: DSB kører til tiden efter bombetrussel
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Søndagens bombeforskrækkelse i Odense skabte store forsinkelser for DSB. Men nu glider skinnetrafikken igen.
Julerejsende kan forvente tog til tiden i hele Danmark, når de sætter sig ind i DSB-togene på årets mest travle rejsedag.
DSB har arbejdet hele natten på at få togene klar til den 23. december, efter at en bombetrussel på Odense Banegård Center lammede togtrafikken søndag eftermiddag og skabte store forsinkelser på tognettet.
- Vi har knoklet igennem hele natten, og det betyder, at vi gennemfører trafikken normalt her fra morgenstunden, siger DSB's trafikinformationschef, Tony Bispeskov, til Ritzau.
Omkring 8000 togrejsende blev søndag eftermiddag berørt af forsinkelser, da bombetruslen standsede juletrafikken på tværs af landet i omkring fire timer.
DSB har brugt natten til mandag på at få sendt togene de rigtige steder hen i landet, så tusindvis af danskere kan komme hjem til familie og venner lillejuleaften.
- Det er klart, at når vi har en situation, hvor togene lige pludselig ikke er, hvor det var planlagt, at de skulle være, så er vi selvfølgelig nødt til at finde ud af, hvordan vi får lagt puslespillet, så vi er klar til at tage fat på trafikken.
- Så vi har brugt hele natten på at få vores tog placeret rundt omkring, siger Tony Bispeskov.
De mange julerejsende, der blev berørt af forsinkelserne søndag, kan få deres billet refunderet.
Den samlede regning bliver stor for DSB, som dog endnu ikke ved, hvor meget det kommer til at koste.
- Det er for tidligt at sige, lyder det fra Tony Bispeskov.