Trafikstyrelsen: Nedlæg nordjyske stationer
En analyse af det danske jernbanenet viser, at Tolne og Kvissel stationer bør lukkes.
Trafikstyrelsen har i en ny analyse af det danske jernbanenet anbefalet at lægge Tolne og Kvissel stationer i graven. De to nordjyske stationer er blot to af i alt 19 stationer på landsplan, som Trafikstyrelsen anbefaler at give dødsstødet.
Analysen kigger på både på det eksisterende banenet, samt på mulighederne for at skabe nye stationer de steder, Trafikstyrelsen er blevet gjort opmærksom på, at der er ønske om det. Fælles for disse potentielle stationer er dog, at det forventede passagertal slet ikke kan stå mål med den tidsmæssige ulempe de nye stationer vil blive for gennemrejsende passagerer.
Således skal man hverken i Vestbjerg, Sulsted, Tylstrup eller i det nordlige og sydlige Hjørring regne med at togene kommer til at stoppe i fremtiden. Heller ikke Skalborg syd, som er et af de analyserede steder, vil en ny station være bæredygtig. Her er det forventede daglige passagertal et rundt nul.
At Tolne og Kvissel stationer anbefales lukket skyldes en samlet vurdering af deres gavn for de omtrent 110 passagerer, der dagligt bruger stationerne og ulemperne for de passagerer, der dagligt rejser gennem de små byer. Dem er der cirka 25 gange så mange af. Samtidig beskriver Trafikstyrelsen en luksussituation i byerne hvor en buslinje servicerer borgerne på en rute parallelt med banen.
En lukning af Tolne og Kvissel stationer kan ifølge analysen forkorte rejsetiden mellem Aalborg og Frederikshavn med 10 til 20 minutter.