Trafik: Nordjylland har flest personskader i landet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
De nordjyske 18-24-årige er, ligesom vi ser for unge på landsplan, overrepræsenterede blandt de dræbte og tilskadekomne i forhold til deres andel af befolkningen.
En netop offentliggjort rapport fra Vejdirektoratet viser, at i 2019 var 40 procent af alle politiregistrerede trafikulykker i Nordjylland med personskade. På landsplan udgjorde samme type ulykke kun 21 procent.
Nordjylland er den politikreds med flest ulykker med dræbte og tilskadekomne i forhold til indbyggertallet. I 2019 kom 590 personer til skade, mens 20 blev dræbt i trafikken. En tendens der går igen fra tidligere år. Det viser en ny rapport over ulykker fordelt på politikredse fra Vejdirektoratet.
Med 8,73 personskadeulykker pr. 10.000 indbyggere i 2019 ligger politikredsen et godt stykke over landsgennemsnittet på 4,83 personskadeulykker pr. 10.000 indbyggere.
Flest nordjyder kom til skade i en personbil på landevejen
Nordjyllands Politikreds dækker over et stort areal med mange kilometer landevej. Det ses også ved, at der i Nordjylland er flere ulykker i landzone og i personbil end på landsplan.
- Den større andel af ulykker med personbiler i landzone kan være med til at forklare, hvorfor der sker flere alvorlige ulykker i politikredsen i forhold til resten af landet. Ulykker, der sker i landzone, vil nemlig oftere ske med højere hastighed end i byerne. Dermed stiger risikoen for, at ulykken medfører personskade, siger Vejdirektoratets trafiksikkerhedsekspert Marianne Foldberg Steffensen.
Fakta
- I 2019 var der 1.136 trafikulykker i Nordjylland, hvoraf 459 af ulykkerne var med personskade.
- 20 personer mistede livet på de nordjyske veje i 2019. Det er på niveau med gennemsnittet for 2015-2018, hvor 19 personer i gennemsnit mistede livet om året, men en stigning i forhold til2017 og 2018, hvor der var henholdsvis 11 og 13 dræbte.
- I 2019 var der en stigning i antallet af både personska¬deulykker og materielskadeulykker i Nordjylland i forhold til 2017 og 2018.
- Spiritusulykker udgjorde 11 procent af personskadeulykkerne i Nordjyllands Politikreds i 2019. Det er på niveau med landsgennemsnittet, som i 2019 var 10 procent.
Forsat mange unge blandt de tilskadekomne og dræbte
De nordjyske 18-24-årige er, ligesom vi ser for unge på landsplan, overrepræsenterede blandt de dræbte og tilskadekomne i forhold til deres andel af befolkningen. De udgjorde 22 procent af de dræbte og tilskadekomne i politikredsen, mens de kun udgjorde 10 procent af befolkningen i Nordjylland. Samme tendens ses de foregående år.
84 procent af de tilskadekomne og dræbte unge i Nordjylland kom til skade eller mistede livet i et motorkøretøj, mens det på landsplan var 73 procent.
- Bortset fra i de store byer er der klart flest unge, der kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken, når de kører et motorkøretøj. Det kan hænge sammen med, at de endnu ikke har opnået en stor rutine i at færdes i trafikken, og at de unge kan have en anden opfattelse af risikovillighed og udødelighed, som gør, at de tager flere chancer og kører for hurtigt, forklarer Marianne Foldberg Steffensen.