Toppolitikere ryster på hovedet: Familier bliver fanget i kæmpe kø
Det skal ændres, at det kan tage op mod 14 måneder at få behandlet sin ankesag om permanent opholdstilladelse. Sådan lyder det fra nordjyske politikere i TV2 Nords debatmagasin Fokus.
14 måneder. Så længe skal du vente på svar, hvis du har en ankesag hos Udlændingenævnet. Derfor får de alvorlig kritik for sine lange sagsbehandlingstider.
TV2 Nord har fortalt i flere indslag, hvordan adskillige nordjyske familiers liv er sat på standby, mens de venter på at få deres sager behandlet. Lige nu er sagsbunkerne hos Udlændingenævnet på cirka 4000 sager, hvor borgere har klaget over afgørelser fra Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet er den klageinstans, som skal afgøre, om der er sket fejl i afgørelserne eller ej.
Problematisk for menneskeretten
Professor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet Louise Halleskov, der er ekspert i både offentlig forvaltning og menneskeret, er kritisk overfor de lange sagsbehandlingstider i nævnet:
- Sagsbehandlingstid er en stor udfordring for mange offentlige myndigheder, og det er problematisk både efter dansk forvaltningsret og menneskeretten, skriver Louise Halleskov til TV2 Nord.
Det nordjyske folketingsmedlem for Enhedslisten Peder Hvelplund er enig i kritikken
- Spørgsmålet om sagsbehandlingstider handler om, at vi har et system, der er så fyldt med rigide regler, at der opstår fejl. Den måde, man behandler sagerne på både i Udlændingestyrelsen og i Udlændingenævnet, bærer præg af, at der ligger et politisk pres i forhold til, at der skal være en stram politik, og der skal administreres benhårdt i forhold til de her sager, siger Peder Hvelplund.
Hos de konservative er der opbakning til, at sagsbehandlingstiderne skal ned, så de berørte familier hurtigere kan få vished for deres fremtidige situation, og folketingsmedlem Per Larsen mener, regeringen bør løse det ved at afsætte flere ressourcer til at behandle afgørelserne.
- De 14 måneders sagsbehandlingstid er jo et spørgsmål om at sætte nogle flere ressourcer af, så der kan vi jo bede regeringen om simpelthen at sørge for, at vi får de sagsbehandlingstider bragt ned, for det er helt urimeligt, siger Per Larsen fra de konservative.
Du kan se hele Fokus-programmet i videoen øverst i artiklen.