Togafgange aflyst i påsken
Foto: Johnni Isaksen
Banedanmark benytter påsken til at lave sporarbejde flere steder i landet. Flere togafgange bliver aflyst.
Det kan være en god idé at tjekke rejseplanen.dk, hvis du skal køre med tog i påsken. Flere steder i landet vil der være aflyste togafgange, ændrede togtider og busser i stedet for tog.?
Det sker, fordi Banedanmark benytter påsken til at lave sporarbejde langs Kystbanen i Nordsjælland, mellem Østerport og Københavns Hovedbanegård, mellem Hobro, Aalborg og Frederikshavn og mellem Herning og Silkeborg.
- En stor del af vores pendlere holder påskeferie, og derfor har vi i påsken rent faktisk færre kunder i vores tog og afvikler derfor sporarbejder i perioden, fortæller Tony Bispeskov, der er trafikinformationschef i
DSB.
Togpassagererne i påsken er typisk personer, der skal holde ferie - de såkaldte fritidsrejsende.
- Men de fritidsrejsende orienterer sig normalt på rejseplanen, som tager højde for sporarbejdet, siger han.
- Derfor vil ændringerne for dem være af mindre karakter i langt de fleste tilfælde, siger Tony Bispeskov.
Det mest omfattende sporarbejde er fra lørdag aften den 31. marts og frem til 2. påskedag den 9. april. Det er mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport, hvor der kun kører S-tog i perioden.
- Det andet store sporarbejde er oppe i det nordjyske fra den 5. april til den 8. april, hvor vi i forvejen har nogle udfordringer. Det er mellem Hobro, Aalborg og Frederikshavn, siger han.
Der er i forvejen indsat busser mellem Aalborg og Lindholm som følge af den ødelagte Limfjordsbro.
I påsken vil der køre busser i stedet for tog på Kystbanen i Nordsjælland på nogle afgange, det samme gør sig gældende på Arrivas strækning mellem Herning og Silkeborg. Når påsken er forbi, vil det overståede sporarbejde til gengæld være til stor glæde for passagererne, siger Tony Bispeskov.
- Sporene bliver bedre, og det vil sige, at de fejl, der ind imellem kan opstå på spor og skinner, de optræder ikke med samme hyppighed, siger han og understreger, at det "ikke er fordi, der sker fejl tit".
Se mere om de ændrede tog på: http://www.
dsb.dk/kundeservice/trafikinformation/aendringer-i-trafikken/
/ritzau/