To mænd tiltalt for bestialsk overfald i mobile home: Offeret i livsfare
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Retten i Hjørring danner tirsdag ramme om lidt af en volddsag.
Offeret var tæt på at blive banket til døde af to mænd på 44 og 46 år under et overfald i Pandrup i august sidste år.
Det mener politiet, som vurderer, at skaderne efter overfaldet var så voldsomme, at offeret var i livsfare.
Overfaldet fandt ifølge politiets anklager sted i et mobile home i Pandrup ved 05-tiden om morgenen 6. august sidste år.
De to mænd på 44 og 46 år overfaldt ifølge anklageskriftet offeret med slag og spark og formentlig også en form for skarp genstand. Overfaldet var så voldsomt, at offeret ifølge politiet fik flere snitsår, adskillige knoglebrud i hovedet og på kroppen, herunder blandt andet brud på kæben i begge sider af hovedet.
Offeret fik også brud i begge øjenhuler, brud på næsen og næseskillevæggen, flere ribbensbrud og et brud på brystbenet.
Skaderne havde et omfang, så offeret som sagt vurderes at have været i livsfare.
De to mænd er derfor tiltalt for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter. De blev anholdt senere samme dag, og ved anholdelsen fandt politiet knap et kilo hash i en VW Golf med forbindelse til de to mænd, som derfor også er tiltalt for overtrædelse af narkolovgivningen.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan de to forholder sig til anklagerne. De sidder begge varetægtsfængslet op til, at sagen ventes at starte i Retten i Hjørring tirsdag.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.