Tjek helbreddet
En ny landsdækkende undersøgelse startede i dag på Bislev Mejeri. De ansatte deltager i en undersøgelse, hvor de via elektroder på kroppen får undersøgt, hvor stor indflydelse fysisk arbejde har på helbredet.
En ny metode, hvor elektroder fastklistres på kroppen kan afsløre, hvor godt helbred man har. Derfor skal en undersøgelse nu kortlægge, hvad det betyder for helbredet, at man har et fysisk hårdt arbejde. De ansatte på Bislev Mejeri er de første, som skal have et helbredstjek.
Medarbejderne på Bislev Mejeri er i de kommende dage udstyret med elektroder døgnet rundt. De deltager som de første i et landsdækkende forskningsprojekt, som skal kortlægge, hvad det betyder for kroppen, at man har et fysisk hårdt arbejde.
Det er 3F og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som står bag undersøgelsen. Med fem elektroder placeret forskellige steder på kroppen kan de måle selv den mindste bevægelse.
- Det vi kan måle, er hvad for nogle belastninger folk udsættes for. Både i deres arbejdsliv og i deres privatliv. Og hvad det er for nogle ting kroppen og musklerne udsættes for, siger Peter Faabæk, projektleder hos 3F.
Medarbejderne på mejeriet har tidligere fået foretaget en mindre helbredsundersøgelse, men det har ikke afskrækket dem fra også at deltage i den nye - tværtimod.
- Vi har prøvet det i lidt mindre udstrækning for et års tid siden, hvor der var rigtig god opbakning. Og der er faktisk lige så god opbakning i denne her omgang, siger mejerichef, Jonna Mortensen.
Det forventes at omkring 1500 mennesker i alt skal gennemføre helbredsundersøgelsen henover det næste års tid.