Tirsdag åbner Folketinget - TV2 Nord er med fra Christiansborg
Vi sender live fra Folketingets åbning fra 13.50 til 14.45 på Salto.
Når medlemmerne af Folketinget igen trækker i arbejdstøjet tirsdag, er TV2 Nord med - live - fra Fællessalen og fra studiet i Aabybro.
Når Folketingets formand tirsdag kort før klokken 12 ringer med klokken på Christiansborg, markerer det starten på en ny politisk sæson med drama, beslutninger og konsekvenser.
Ind i Folketingssalen træder repræsentanter fra kongehuset og de 179 folkevalgte politikere, der vil sætte sig til rette i deres polstrede stole.
Præcis klokken 12 begynder folketingsårets første møde, og det ledes af det medlem, som har siddet længst tid i Folketinget. Igen i år er det Bertel Haarder (V), som nu har været medlem af Folketinget i over 37 år. Folketingets første møde overværes traditionelt af kongefamilien.
Første punkt på dagsordenen er valg af Folketingets formand. Når formanden er valgt, får statsminister Lars Løkke Rasmussen ordet og holder sin åbningstale. I åbningstalen gør regeringslederen status over rigets og omverdenens tilstand.
Fra klokken 13.50 til 14.45 sender TV2 Nord live på Salto fra Fællessalen på Christiansborg sammen med de øvrige regioner. Her vil de nordjyske folketingspolitikere kigge forbi til en snak med reporter og vært Mette Kristensen.
I studiet i Aabybro får vært Ingrid Buch besøg af borgmester Arne Boelt fra Hjørring kommune og borgmester Knud Kristensen fra Vesthimmerlands kommune.
Sammen vil de analysere kommentarerne fra politikerne på Christiansborg.
Hele udsendelsen varer 55 minutter og genudsendes i vores 22-udsendelse tirsdag aften.