Til kamp mod ensomheden
Ensomhed kan være et stort problem for mange unge. De sociale medier beskyldes for at bære en del af skylden, og det bliver kun værre i fremtiden, mener foreningen Ventilen, der i dag var i offensiven for at sætte fokus på problemet.
Ensomhed kan være et stort problem for mange unge. De sociale medier beskyldes for at være en del af årsagen, og det bliver kun værre i fremtiden, mener foreningen Ventilen, der i dag var i offensiven for at sætte fokus på tabuet omkring unges ensomhed.
Selvom man er omgivet af mange mennesker, kan ensomheden stadig være til stede under overfladen. Det ved Maria Kristiansen fra Vodskov, der er tidligere bruger af foreningen Ventilen, der hjælper ensomme unge.
- Ensomhed er jo mere sådan, at hvis man ikke har snakket med nogen i uge, og ikke føler, at man har nogen man kan skrive til, siger Maria Kristiansen.
Hun oplever, at man som ung ikke nødvendigvis selv ved, at man er ensom.
- Jeg troede også, at det var sådan alle de andre havde det. Men det var det så ikke. Jeg kan se på facebook, at der er mange andre, de er sammen med nogen andre hele tiden, og jeg tænker bare "wow, hvordan kan de det?", fortæller Maria Kristiansen.
Ifølge foreningen Ventilen lider cirka seks procent af de 15-25-årige af ensomhed.
- Der er ret mange, der føler sig ensomme. Og i virkeligheden er det et tabu, som kan være svært at tale om. I disse tider kommer der jo nok bare flere og flere, kan man frygte, siger Rebecca Jønsson, der er frivillig hos Ventilen i Aalborg.
Rebecca Jønsson peger på ændrede livsmønstre og sociale medier, som en del af årsagen til problemet.
- Fordi vi nok bliver mere sociale isoleret, og der er mange der bor alene, og vi bruger mere tid foran computeren, siger Rebecca Jønsson.
I Ventilen mødes unge hver uge og snakker om ensomheden, og taler den til livs.
Maria Kristiansen gik til møderne i Ventilen i et halvt år, og hun er glad for at have gjort noget for at afhjælpe ensomheden.
- Jeg har det bedre, og jeg har nemmere ved at snakke med folk, siger Maria Kristiansen.
Ventilen har aktiviteter i både Aalborg og Frederikshavn.