John har knækket koden: - Telefonen er forbudt ved spisebordet
I Tårs var omkring 90 samlet til dagens arrangement. Foto: Bruno Stagsted
I mange nordjyske familier går der hver dag adskillige timer med at sidde og kigge på en skærm.
Men tirsdag satte organisationen Headspace fokus på at skrue ned for det digitale forbrug - og i stedet tale sammen for derigennem at skabe nærvær mellem os.
Derfor opfordrede de under kampagnen "Sluk sammen" alle danskere til at slukke mobilen mellem klokken 18 og 20.
- Det er bare mere hyggeligt at snakke sammen end at sidde og glo ned i en mobil, siger John Andersen, der var en af de 90 fremmødte til fællesarrangementet i Tårs - med slukket mobil.
Sammen med sin familie med to hjemmeboende børn har han fundet den gode balance mellem iPad og familietid.
- Fra de var helt små var telefonerne forbudt ved spisebordet, for aftensmaden var det eneste tidspunkt, vi snakkede sammen. Derudover måtte de bruge den dét, de ville, siger han.
Se hele det direkte indslag her:
DU bør også slukke
Hver tredje unge, der kontakter Headspace, fortæller, at de snakker med deres forældre mindre end et kvarter om dagen.
- Vi møder mange unge, der efterspørger mere kontakt med deres forældre. De ved ikke, hvordan de skal gribe det an og bliver hurtigt mødt af råd og vejledning, men det er mere nærvær og én, der lytter, som de vil have, siger Stine Langgård Jørgensen, der er ungerådgiver hos Headspace Hjørring.
Derfor er dagens kampagne vigtig, understreger hun.
- Vi opfordrer alle til at slukke deres skærme og være mere nærværende - og ikke kun de unge. Vi har alle brug for at slukke skærmene.
Headspace Danmark har - udover Hjørring - også afdelinger i Aalborg og Mariagerfjord kommuner.
Det her kan du blandt andet tale med Headspace om:
Tankemylder og bekymringer. Oplever du, at din hjerne aldrig rigtig holder fri? At dette hele bare kører rundt. Vi kan hjælpe dig med at få ro på, så det ikke fylder så meget.
Konflikter med familie og venner. Skænderier med forældre, søskende og venner er ret almindeligt. Men det kan vokse sig så stort, at forholdet bliver meget problemfyldt.
Tristhed og ked-af-det-hed. Hvis du oplever, at din tristhed er kommet til at fylde for meget, er det vigtigt at få talt om det, inden det udvikler sig til noget mere permanent.
Ensomhed. At føle sig alene kan være svært at tale om, men det hjælper at få sat ord på det og finde veje ud af ensomheden.
Seksualitet og kønsidentitet. Vi møder mange unge, der oplever at være i tvivl om deres kønsidentitet, og det kan føre til bekymringer og forvirrede følelser.
Selvværd. Tvivler du på dig selv? Og har du svært ved at mærke, hvad der er rigtigt og forkert for dig?
Præstationspres. Sætter du alt for høje krav til dig selv? Lad os tage en snak om dine forventninger.
Mobning. Hvad enten det foregår nu eller er et ”overstået kapitel”, sætter oplevelserne sig i dig. Det er vigtigt at få talt om.
Kilde: Headspace.dk