Tallene er usundt høje: Så mange tager på arbejde trods sygdom
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I en ny rundspørge svarer 61 procent, at de tager på arbejde selvom de har symptomer på sygdom.
I 2020 og 2021 kunne selv en let snøften blive årsag til en sygedag - eller i det mindste en hjemmearbejdsdag. Sygdomsforebyggelse på arbejdspladsen og i samfundet generelt var øverst på dagsordenen - hver dag. Og over frokostbordet eller videomødet snakkede man om hvor godt det var, at man kunne blive være syg uden dårlig samvittighed.
En ny analyse lavet af HK blandt næsten 1200 medlemmer viser dog at alt efterhånden er ved at være ved det gamle: 61 procent af de adspurgte svarer nemlig, at de tager på arbejde på trods af symptomer på sygdom. Og det er alt for mange, lyder det fra fagforeningen:
- Når man er syg, er man syg. Så har man ret til ikke at skulle arbejde og i stedet give kroppen ro til at komme sig. Det bør få alarmklokkerne til at ringe, at så mange af os tager syge på arbejde – og give stof til eftertanke hos de røster blandt arbejdsgiverne, der anklager ansatte for at pjække, lyder det fra HK Danmarks næstformand Mads Samsing.
Bange for at komme bagud
24 procent af de adspurgte i HK's analyse fortæller, at de møder ind trods symptomer fordi, de er bekymrede for at komme for langt bagud med deres opgaver mens 23 procent ikke ønsker at give kollegerne ekstra opgaver - men i stedet risikerer at smitte dem med sygdom.
I en tilsvarende undersøgelse lavet af Sundhedsstyrelsen svarer knap halvdelen af respondenterne, at de efter egen overbevisning kan tage på arbejde uden at smitte andre. Næsten ligeså mange - 4 ud af 10 - svarer, at de "ikke kan tillade sig" at blive væk med kun milde symptomer. Og så oplever omkring halvdelen at mangle klare retningslinjer fra arbejdsgiveren for, hvordan man skal forholde sig ved sygdom.
- Ingen skal være i tvivl, så klare retningslinjer på arbejdspladsen er en god ide. Som leder bør man også spørge sig selv, hvilken kultur man har på arbejdspladsen, hvis medarbejderne føler sig pressede til at troppe op. Man er mere sårbar overfor sygdom, hvis ens system kæmper med stress. Og det kan være et advarselssignal om for højt arbejdspres, når medarbejdere ikke tør blive væk af frygt for at svigte kollegerne, lyder det fra Mads Samsing.
Udvalgte resultater fra undersøgelsen
61 procent svarer at de mindst én gang indenfor det seneste år er mødt på arbejde på trods af symptimer.
Ondt i halsen er det hyppigste symptom som respondenterne har taget med på arbejde.
14 procent er taget på arbejde med decideret feber.
Bekymring for egne opgaver samt frygten for øget pres på kollegerne er de hyppigste årsager til at tage syg på arbejde.
46 procent har arbejdet hjemmefra med sygdom i kroppen
Da corona-pandemien var højaktuel blev mange danskere mestre i at arbejde hjemmefra. Og ifølge HK's undersøgelse har mange taget hjemmekontoret til sig i sådan en grad, at de har arbejdet hjemmefra selvom de nok egentlig burde ligge under dynen.
Og det er endda på trods af at 62 procent har oplevet at deres chefer rent faktisk har opfordret til, at man melder sig syg, når man er det.
- Vi skal ikke ud i en glidebane, hvor medarbejdere arbejder hjemmefra, mens de er syge. Så som leder skal man sørge for at sende et tydeligt signal: Om at man ikke skal arbejde under sygdom, og om at blive hjemme – både for sin egen og kollegernes skyld, udtaler Mads Samsing.