Tal fra Rigspolitiet: Flere 17-årige bilister kører uden ledsager
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Nye tal fra Rigspolitiet viser, at flere 17-årige bilister kører uden ledsager, derfor ønsker et bredt politisk flertal hårdere straf til de, der bryder reglerne.
Der er blevet mere normalt at se 17-årige alene bag rettet i en bil.
Der er nemlig sket en stigning i antallet af sigtelser mod 17-årige som kører bil uden en erfaren ledsager, hvilket ellers er et krav for, at de 17-årige må køre bil.
Derfor mener et bredt flertal på Christiansborg at straffen for at køre bil som 17-årig uden ledsager skal være hårdere.
Lige nu er straffen en bøde på 3.000 kroner, men den afskrækker tilsyneladende ikke de 17-årige fra at sætte sig bag rettet uden en erfaren bilist ved siden side. Derfor skal straffen nu skærpes.
- Det skal diskuteres, hvad staffen skal være. Målet er at ordningen skal virke som den er tiltænkt, så man får erfaring og rutine, siger den nordjyske folketingspolitiker og transportordfører for Socialdemokratiet, Rasmus Prehn.
Antallet af sigtelser er ifølge tal fra Rigspolitiet steget fra 43 i 2017 til 162 i 2018. Derfor er Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Konservative, Radikale Venstre og Venstre nu gået sammen om, at finde en passende straf til de 17-årige lovbrydere.
- Om det skal være højere bødestraf, en konsekvens for forældrene eller midlertidig fratagelse, det er ikke sikkert endnu. Det kan godt ende med, at hvis man ikke kan finde ud af at følge reglerne, så må man vente med at få kørekortet tilbage, indtil man fylder 18, siger Rasmus Prehn (S).
Positive erfaringer fra Tyskland førte i sin tid til ændringen af, hvor gammel man skulle være for at få udstedt kørekort. I Tyskland oplevede man, at de 17-årige fik stor gavn af et halvt til et helt år med en erfaren bilist ved sin side.
- Vi er nødt til at få løst det her problem. Vi lavede reglen, fordi man fik gevinst ud af sidemandoplæring. Hvis vi bare ville have sænket aldersgrænsen så havde vi gjort det, men det er for farligt med 17-årige, der kører uden en ledsager, siger Rasmus Prehn (S).