Tak for kaffe: Nordjylland kan blive hjemsted for en halv kilometer høje vindmøller
Der er særligt en stor, sjælden og bevinget bekymring.
- Det er jo det forkerte område - det er alt for åben herude!
Bekymringen er omtrent lige så stor som højden på de seks-otte kæmpe vindmøller, som myndighederne nu har udpeget hvor i landet kan blive sat op.
De tre af de såkaldte nationale testcentre kommer nemlig muligvis til at være i Nordjylland efter projektet med at lave verdens største vindmøller er gået ind i sin næste fase.
Derfor er bekymringen stor hos Søren Haese, lodsejer i Store Vildmose.
Her kan du se hvor, der er lagt op til testcentrene skal ligge:
Havvindmøllernes højde lyder nemlig på 450 meter.
Eller mere end fire opretstående fodboldbaner.
Synligt i det meste af Vendsyssel
De tre områder i Nordjylland er henholdvis to i Jammerbugt Kommune og et, der er placeret henover grænsen mellem Jammerbugt Kommune og Brønderslev Kommune.
For at sætte de kommende vindmøller i perspektiv, er højeste mølle i det nationale testcenter i Østerild i Thy 271 meter. Havvindmøller på 450 meter er faktisk slet ikke er opfundet endnu og ligger altså nogle år ude i fremtiden.
Søren Haese har dog især en bekymring.
- Vi har en af Danmarks mest sjældne fugle. Det er kongeørnen. Og den har lige så lige fundet sig en mage efter mange år, siger Store Vildmose-lodsejeren og fortsætter:
- Der er virkelig åbne vidder her. Og 450 meter høje møller ville du også kunne se inde i Aabybro - ja, når du kører over jernbaneskinnerne i Nørresundby ved lufthavnen, vil du også kunne se dem, lyder det fra lodsejeren.
Sender aben videre til partikollega
Både ham selv og andre modstandere af planerne om vindmølletestcentret i Store Vildmose og borgmestrene i Brønderslev og Jammerbugt Kommune mødtes i dag med landdristriktsministeren.
- Jeg forstår fint modstanden, siger borgmester i den ene af de berørte kommuner, Mikael Klitgård (V).
- Men det er en beslutning, man tager fra Folketinget. Og det må de stå på mål for, lyder det videre fra Venstre-borgmesteren, der dermed sender aben videre til dagens gæst - partikollega og Minister for landdistrikter, Louise Schack Elholm (V).
Se hele indslaget nederst.
Og den store bekymring om placeringen, vil blive taget alvorligt, fortæller ministeren, før det endeligt besluttes hvor vindmøllerne skal op:
- Jeg tror enhver vil være bekymret for konsekvenserne, siger ministeren, der understreger intet er endeligt.
- Det er klart, at vi stadig er tidligt i processen og når vi er færdige med den screening, der er igang, vælger vi områder, hvor man skal vurdere betydningen for dyre- og fuglelivet.
De sidste tre steder er der lagt op til placeres i det sydvestjyske.