Tænk dig om i tørken, undgå brand
Beredskabsstyrelsen åbner i dag en hjemmeside med gode råd til at undgå brand. På "Brandfare i Danmark" kan du blandt andet læse om afbrændingsforbud, grill og bål.
Den lange varme og tørre periode her i landet, som mange fortsat nyder godt af, ser ud til at fortsætte en tid endnu. Samtidigt viser DMI's tørkeindeks, at store dele af landet allerede er knastørt, og den samme besked kan man høre fra mange lokale brandfolk i landet.
På grund af den øgede risiko for brand lancerer Beredskabsstyrelsen i dag hjemmesiden "Brandfare i Danmark," hvor man kan finde informationer og råd om blandt andet afbrændingsforbud, brug af åben ild og grill.
- Vi har i den seneste tørre periode registreret cirka dobbelt så mange naturbrande om dagen i forhold til normalen, og det tal vil sandsynligvis stige. Jeg vil virkelig opfordre folk til at tænke sig grundigt om i denne tørre tid, hvor selv den mindste ubetænksomhed kan få uoverskuelige konsekvenser, siger specialkonsulent i Beredskabsstyrelsen Steen H. Nonnemann.
Du kan se temasiden "Brandfare i Danmark" på Beredskabsstyrelsens hjemmeside www.brs.dk.