Ornitologer jubler: Syv kongeørne er kommet til verden i Nordjylland i år
Foto: Foto fra redekamera: Jan Tøttrup Nielsen & Hans Christophersen
Efter flere år uden unger i rederne er syv kongeørneunger i løbet af 2024 blevet udklækket.
Den nordøstlige del af Himmerland og Sydøstvendsyssel er et kerneområde for de danske kongeørnepar, og i 2024 er flere af områdets ørnereder kommet i brug.
Fem kongeørnepar har i år fået unger - i alt syv nye kongeørne er kommet til verden i Nordjylland.
- I fem-seks år har den danske bestand af kongeørne stået i stampe, men i år har ørnene så at sige taget det store spring fremad både i antal besatte territorier og antal unger på en sæson. På den baggrund har vi et begrundet håb om flere succesfulde ynglepar de kommende år, siger Hans Christophersen fra Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark.
Der er blevet udklækket to unger i både Hals Nørreskov og Hals Sønderskov samt en unge i henholdsvis Store Vildmose, Lindenborg Ådal og Tofte Skov i Lille Vildmose.
Hør Hans Christophersen fortælle mere om de nordjyske kongeørne:
Plads til flere kongeørne
I Danmark skønnes der ifølge Dansk Ornitologisk Forening at være plads, føde og territorier til måske en snes kongeørnepar med den nordøstlige del af Himmerland og Sydøstvendsyssel som kerneområder.
Vind Hede ved Holstebro, Ovstrup Hede ved Herning og Borris Hede øst for Skjern er sammen med Randbøl Hede og Harrild Hede i Sydjylland potentielle yngleområder.
Der skønnes også at være muligheder for flere par kongeørne i Thy, Hanherred og i de store hedeplantager i Midtjylland. Også Vendsyssel - blandt andet området ved Jyske Ås og Råbjerg Mose syd for Skagen Odde - kan komme yderligere i spil som ørneterræn.
Fakta om kongeørnen
Kongeørnen har et vingefang på 190-225 centimeter.
Hannen er den mindste og vejer i reglen 2,8 til 4,5 kilo.
Kongeørnehunnen kan veje mellem 3,8 og 6,7 kilo.
Et kongeørnekuld kan tælle 1-3 æg.
Rugetiden er 43-45 dage.
Ungen bliver i reden 65-70 dage.
I vores nabolande er der talstærke bestande af kongeørn. Sveriges bestand er skønnet til cirka 800 par, mens Norge har godt 1.200 ynglepar og Finland 500 par.
Kilde: Dansk Ornitologisk Forening