Sygehusudspil fra ekspertudvalg får hug
Utidssvarende, fordyrende og støjende, lyder dommen fra regionspolitikerne i Nordjylland over regeringens ekspertudvalgs planer for det nordjyske sygehusvæsen.
Fordyrende byggerod og lavere effektivitet på Aalborg sygehus i 22 år og ekspropriationer i villaområder. Det er bare nogle af de konsekvenser, som Region Nordjylland peger på, hvis regionen - som regeringens ekspertudvalg anbefaler - skal nøjes med et ombygget sygehus i stedet for et nyt sygehus.
Dertil kommer blandt andet store gener med støj og støv for personale og patienter og bortkørsel af 50.000 vognlæs jord fra Aalborgs centrum.
Regionsrådet sender inden 1. januar sit høringssvar med alle ovennævnte problemer og mange flere til ekspertudvalget - det såkaldte Erik Juhl-udvalg. Udvalget afleverede for nylig dets indstilling til regeringen om, hvilke danske sygehusbyggerier der bør støttes økonomisk af staten.
Her pegede udvalget på 3,2 milliarder kroner inklusiv egenfinansiering fra regionen på 40 procent til udbygning og samling af Aalborg Sygehus Syd og Nord på det eksisterende sygehusområde på Hobrovej i Syd. Regionen har selv bedt om 7,9 milliarder kroner til at bygge et helt nyt sygehus i Aalborg Øst.
- Beløbet på 3,2 milliarder kroner svarer langt fra til det behov, som regionen har for at fremtidssikre et godt og fornuftigt sundhedsvæsen i Nordjylland. Det er meget ærgerligt, at udvalget ikke kunne anbefale en mere tidssvarende og langsigtet løsning, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) i en kommentar.
Ifølge regionens beregninger er Erik Juhl-udvalgets forudsætninger både for at ombygge Aalborg Sygehus og for at afvise et nyt byggeri ved Aalborg Øst urealistiske.
- Vi skal have et nyt sygehus i Aalborg. Det kan ende som en lappeløsning at bygge ud på Hobrovej, og vi kan om nogle årtier stå og ærgre os over, at vi ikke var fremsynede, siger Astman.
/ritzau/