Sygehus står til at miste 20 sengepladser
Sygeplejerske Vita Nielsen håber på, Dronninglund Sygehus ikke mister 20 sengepladser.
På medicinsk afdeling m3 på Dronninglund Sygehus håber man på, at regionsrådet stemmer forslaget ned, så det igen er op til sygehusledelsen at finde ud af, hvor der skal spares.
Dronninglund Sygehus har i alt 60 sengepladser. Det er dermed en tredjedel, der bliver skåret væk, hvis spareplanen går igennem. Det er ikke noget personalet kan lide at tænke på, derfor er de taget til mødet i samlet flok.
-Vi håber på, at når vi melder os under fanen, så viser vi, at det ikke kun er en snak om økonomi, men også en snak om både os som mennesker herude og patienterne der er her. I og med at vi ved, at der tit er for mange inde i Aalborg, så er spørgsmålet jo hvor de patienter skal være som er her nu i de tyve senge, som de vil skære væk, siger Vita Nielsen, der er sygeplejerske på Dronninglund Sygehus.
Argumenterne for at fjerne 20 sengepladser på Dronninglund Sygehus er, at faciliteterne er dårligere, der er en lavere belægningsprocent og det er sværere at trække på de specialer nogle patienter har brug for, fordi der ikke er alle specialer på sygehuset.