Syge syltes af Aalborg Kommune
Borgere i Aalborg føler sig svigtet. De går i flere år og venter på afklaring af deres sager.
Syge i Aalborg Kommune føler sig svigtet. De går i flere år uden, at deres sag bliver afgjort. Flere politikere blander sig nu i sagen.
Alt for mange episoder om syge med årelang sagsbehandlingstid. Det er virkeligheden i Aalborg Kommune.
En af de ramte er Gro Ravndahl Jørgensen, som siden 2008 har kæmpet med en slem gigtsygdom. Hun kan blandt andet ikke stå oprejst i mere 10-15 minutter før, at benene knækker sammen under hende.
- Kommunen har efter lang tid afvist at give mig førtidspension. De vil have mig i arbejdsprøvning, selvom lægen har frarådet det, da det vil forværre sygdommen, forklarer hun.
Og hun er langt fra alene med en lang og forkert sagsbehandling. En facebookgruppe for sygdomsramte, der sidder eller har siddet fast i systemet i Aalborg Kommune, har nu rundet over 300 medlemmer. Det er noget, som får politikerne op af stolen.
- Vi er simpelthen nødt til at have en redegørelse, der afklarer, hvorfor der skal gå så lang tid før borgernes sager bliver behandlet, siger medlem af beskæftigelsesudvalget i Aalborg Kommune, Jørgen Andersen (SF).
Mads Thomsen (V) fra beskæftigelsesudvalget er enig.
- Jeg vil da stille spørgsmål til det her. Det kan ikke være rigtigt, at nogen skal gå rundt med uafklaret sag i så lang tid, siger han.