Svære forhold for cykelpendlere
Foto: Mette Kristensen
Cykelpendlerruten på Hadsundvej er en af de cykelstier, som Aalborg Kommune prioriterer højt i forhold til snerydning. Alligevel er den flere steder dækket af sne og is.
Aalborg er en ambitiøs cykelby, men hos cyklistforbundet mener de ikke, at der bliver gjort nok for at sikre gode og sikre forhold om vinteren.
Det er fire dage siden, at vinteren for alvor satte ind i Nordjylland og lagde en dyne af sne oer landsdelen.
Det har også skabt udfordringer i trafikken - ikke mindst for de mange cyklister, som ikke lader cyklen stå, bare fordi temperaturen falder.
Aalborg Kommune er ellers en ambitiøs cykelkommune, som har etableret flere højtprioriterede cykelpendlerruter, altså en slags hovedveje for cyklister. Om vinteren vægtes snerydning af disse cykelruter lige så højt som på vejene, men alligevel kunne man tirsdag, blandt andet på pendlerruten på Hadsundvej i Vejgaard, se flere steder, hvor sne og is havde klumpet sig sammen over hele cykelstien, så cyklister måtte op over fortovet for at komme videre.
Og det er ikke holdbart, hvis man vil have folk til at cykle året rundt, mener Cyklistforbundet.
- Når det ser ud, som det gør her med sne kastet op over cykelstien, så er det ikke foreneligt med en cykelpendlerrute. Det kan jo afskrække mange fra at tage cyklen året rundt, hvis det er meget ufremkommeligt eller ligefrem kan virke lidt farligt, siger næstformand i Cyklistforbundet, Mike Hedlund-White, som selv kører flittigt på de aalborgensiske cykelstier.
Rådmand for by og landskab i Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen (Soc. Dem.), fortæller, at salt virker langsommere på cykelstier, frodi der er mindre trafik end på vejene, og samtidig har den tunge tøsne efterfulgt af frostvejr gjort det svært at få bugt med is og sne.
- Det kræver bearbejdning med særlige maskiner, og det er man i gang med. Det varer ikke længe, inden cykelstierne er ryddet. Det skulle de være i løbet af i morgen, så vidt jeg er oplyst, siger Hans Henrik Henriksen.