Superpendlere skal betale mere for at køre med NT
Foto: Ivan Bitsch
Det bliver dyrere for pendlere at rejse med NT.
På trods af et overskud på knap 17 millioner skærer NT i rabatten for dem, der rejser mest.
Nordjyllands Trafikselskab kommer ud af 2014 med et overskud i forhold til budgettet på 16,7 millioner kroner, hvoraf den almindelige busdrift stod for de 11,7 millioner kroner.
Alligevel vedtog bestyrelsen i dag at sænke rabatten for dem, der bruger den offentlige transport mest - pendlerne.
Rabatten på Rejsekortet for pendlerne i øverste rabattrin falder seks procentpoint fra 55 til 49 procent, mens dem der pendler mindst får et mindre fald i rabatten.
- Det er helt forkert, at dem, der rejser mest, skal betale mere, siger bestyrelsesmedlem i NT, siger Daniel Nyboe Andersen.
Han påpeger, at han siden 2006 har stemt imod at hæve billetpriserne i busserne, som siden 2003 er steget mere end 50 procent.
NT fik i 2014 et overskud i forhold til budgettet på 16,7 millioner kroner, hvoraf den almindelige busdrift stod for de 11,7 millioner. Det betyder konkret, at kommunerne og region Nordjylland får penge tilbage, som de kan bruge på andre områder end trafik.
- Det er mig komplet og aldeles uforståeligt, at når alle er enige om at økonomiske incitamenter naturligvis har en effekt - også på den kollektive trafik - så burde der være enighed om, at holde billetpriserne i ro i stedet for at sætte dem op, mener folketingskandidaten.
Nordjyderne foretager alt i alt ca. 31 millioner rejser med NT om året, svarende til 85.000 rejser om dagen eller 50-55 rejser om året i gennemsnit pr. nordjyde.