Superliga-klub: Vi henter ikke Emil Berggren
Foto: Christell Maria Iversen (Arkiv)
Hobro-profilen Emil Berggren har længe været rygtet væk fra den nordjyske klub, men mere og mere tyder på, at han fortsætter i Hobro.
Den 21-årige angrebsprofil i Hobro, Emil Berggreen, har hele vinteren tiltrukket sig interesse fra flere klubber i den danske og norske liga. Det er en købsklausul på en million kroner, som har gjort angriberen attraktiv.
FC Nordsjælland har i weekenden arbejdet på en handel, men de har nu trukket sig. FCN og Berggreen kunne ikke blive enige om en kontrakt.
- Emil har det godt i Hobro, og det kommer han også til at have i foråret. De ting, der var vigtige for os og de ting, der var vigtige for Emil, ramte ikke hinanden nu. Der er ikke noget dramatik i det, siger FC Nordsjællands Jan Laursen til TV3 Sport Livecenter, ifølge bold.dk
Det glæder Hobro, der dog ikke tør juble for tidligt over stadig at have Berggreen i klubben.
- Jeg forholder mig til, at Emil har sagt nej til noget. Vi håber, at Emil stadig synes om projektet i Hobro, og vi ser meget gerne Emil være i klubben i foråret, og i lang tid fremadrettet, siger sportschef Jens Hammer til bold.dk.
- At han har sagt nej til klubber indikerer jo også, at han er glad for at være her. Hans holdkammerater, hans træner og jeg selv har opfordret ham til at blive.
21-årige Emil Berggreen har kontrakt med Hobro frem til 2017.