Sundhedsstyrelsen vil flytte kræftbehandling: - Det er som at sparke et sygt barn
Region Nordjylland og familier til kræftramte børn frygter, at Sundhedsstyrelsen er ved at centralisere store dele af børnekræftbehandlingen.
Snoren med perler er lang.
Næsten fire meter er den faktisk. Snoren viser, hvor mange behandlinger 10-årige Frederik Tyrrestrup har modtaget på børnekræftafdelingen på Aalborg Sygehus.
Det er som at sparke på et sygt barn, der ligger ned.
- Morten Tyrrestrup, Far til Frederik Tyrrestrup.
På to år er perlerækken blevet rigtig lang for Frederik Tyrrestrup. De sidste to år har han gået i behandling for leukæmi i Aalborg.
- Alle sygeplejerskerne er så søde ved mig, siger Frederik Tyrrestrup.
481 kilometer
Men behandlingerne i Aalborg kan snart være fortid. Sundhedsstyrelsen lægger op til at behandlingen af kræftramte børn skal samles ét sted – 481 kilometer væk Frederik Tyrrestrups hjem – på Rigshospitalet i København.
- Det er som at sparke på et sygt barn, der ligger ned, det håber jeg ikke, at der er nogen, der vil gøre, men det er de ved at stille an til nu, siger Frederik Tyrrestrups far Morten Tyrrestrup.
Rigshospitalet bekræfter over for TV2 Nord, at de allerede har en afdeling gjort klar til at samle alle regionernes behandling af kræftramte børn på Rigshospitalet. I et skriftligt svar til TV2 Nord skriver de:
- Rigshospitalet oplyser, at hospitalet bidrager til den proces, der aktuelt er i gang i regi af Sundhedsstyrelsen, og som vi ikke ønsker at kommentere yderligere undervejs. Uanset udfaldet af processen ønsker og stiler Rigshospitalet efter, at det bliver til det bedste for børnene og deres familier, lyder det i svaret til TV2 Nord.
- Det synes jeg ville være katastrofalt. Det ville katastrofalt for den pågældende familie og for andre familier i den samme situation. I forvejen er der vendt op og ned på deres hverdag, skal de nu til at rives endnu længere væk og tage til København måske for flere måneder, siger regionsrådsformand, Ulla Astmann (S).
Frygter det værste
Turen til København ville for familien Tyrrestrup tage næsten fem timer. En tur Morten Tyrrestrup ikke ville være tryg ved at tage med en meget syg dreng.
Hvad ville du frygte?
- Det ultimative. Det behøver vi ikke at nævne, men vi alle sammen godt, hvad der kan ske, svarer Morten Tyrrestrup.
Ulla Astman har sammen med regionsrådsformændene fra Regions Syddanmark og Region Midtjylland skrevet til sundhedsminister Magnus Heunicke for at fortælle om deres utilfredshed ved den mulige flytning.
- Det er ikke den faglige kvalitet, der er intet fagligt belæg for at skulle flytte behandlingen til København, så derfor er jeg meget uforstående overfor det arbejde, siger Ulla Astmann (S).
- Der er ingen diskussion om, var behandlingen bedre i København, så var vi taget derover. Det er der ingen som helst tvivl om, siger Morten Tyrrestrup.
Vil splitte familien
Hvis børnekræftafdelingerne bliver samlet i København, vil familien Tyrrestrup skulle tage hverdagen i Sindal op til efterretning.
- Alternativet er, at man skal rykke murstenene op og flytte derover, men det er jo også umuligt. Vi har også en lillesøster, som vi skal tage hensyn til, siger Morten Tyrrestrup.
Frederik Tyrrestrup har hvis alt går vel ikke så lang tid tilbage af sin behandling for Leukæmi.
Hvis du selv kunne vælge, hvor ville du så helst?
- Aalborg, svarer Frederik Tyrrestrup resolut inden spørgsmålet overhovedet er stillet færdigt.
Sundhedsstyrelsen vil hverken be- eller afkræfte, at der er planer om at flytte dele af behandlingen til Rigshospitalet, så længe arbejdsgruppen ikke har færdiggjort arbejdet. Næste møde i arbejdsgruppen er i december.