Sudansk flygtningelejr på Nytorv i Aalborg
Krisen i Darfur er ikke noget nordjyderne mærker til daglig. Men i dag kom den lidt tættere på Nordjylland.
På Nytorv i Aalborg kunne man i dag opleve, hvordan det er at være flygtning i den krigshærgede afrikanske region. Her kunne man sammenligne et ydmygt dansk campingtelt med et af de telte, som bruges i flygtningelejrene i Darfur.
Katrine Siig Kristensen, projektkoordinator i Dansk Flygtningehjælp, er netop vendt hjem efter ni måneders arbejde i Darfur.
- Hverdagen i Darfur består af død, ødelæggelse og konstant fare for overfald. Man ved ikke, om man er der i morgen, fortæller hun.
Og netop faren for overfald, har hun mærket på egen krop. Tre dage efter sin ankomst, stoppede en gruppe bevæbnede mænd den bil, hun og hendes kolleger kørte i.
- Hvad gik der gennem dit hoved?
- Det er for tidligt, det kan ikke passe. Jeg er jo lige kommet. Og samtidig gik situationens alvor op for mig. Den hverdag, som så mange civile lever i, som ikke er så heldige som mig.
Katrine Siig mistede sine ejendele, men slap med livet i behold. Nu opfordrer hun nordjyderne til at give en hånd med nødhjælpsarbejdet.
- Det vi forsøger, er at få folk til at lukke øjnene i bare ti sekunder, og forestille sig, hvad nu hvis det var os? Hvis det var Danmark, der tvang en på flugt? Hvad nu hvis det var mig, der vågnede ved, at der blev sat ild til mit hus?
Dansk Flygtningehjælp mangler frivillige til landsindsamlingen den 11. november. Du kan melde dig som indsamler på 33 73 51 11, eller www.flygtning.dk