Succes i Brønderslev
Brønderslev er den næstbedste kommune i hele landet til at få børn af anden etnisk herkomst i daginstitution. Det viser nye tal fra Kommunernes Landsforening.
Hele 96 pct. af børnene, er tilknyttet en daginstitution. I Børnehaven Rømersvej i Brønderslev er hele 65 pct. af børnehavens 44 børn af anden etnisk oprindelse end dansk, og pædagogerne gør en stor indsats for at få børnene integreret.
- Der er rigtig mange børn, som kommer i vores børnehave, som kvote to flygtninge, det vil sige, at de kan intet dansk. De er blevet fløjet ind fra det land, hvor de nu ikke kunne være længere, og så starter de faktisk relativt kort tid efter i vores børnehave, fortæller pædagog Heidi Mandrup Bødker.
Ifølge hende er sproget den alt afgørende vej mod succesfuld integration, og derfor har de flere forløb i børnehaven med det ene formål at fremme børnenes dansk.
- Sproget er det ultimative, altså det vigtigste simpelthen, for at børnene bliver integreret. For at man fremadrettet kan klare sig i skolen, og derefter gå videre på en uddannelse og klare sig på et arbejde, fortæller hun til TV2/NORD.
Børnehaven fremmer blandt andet børnenes dansk ved hjælp af såkaldt dialogisk oplæsning.