Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Strik hitter i et travlt samfund: - Selvfølgelig kan vi mærke det

Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord

Birgit Gehl Østergaard-Jensen er butiksansvarlig hos Isager Garn.

I disse år er der opstået en ny guldalder for strik, og det kan de mærke hos Isager Garn i Tversted.

Der bliver solgt garn til den helt store guldmedajle hos Isager Garn i Tversted. Siden 1977 har virksomheden været leverandør af strik og garner til nordjyderne, og i den periode har der både været magre og fede år. I øjeblikket gælder det sidstnævnte.  

- Det er utroligt at tænke på, hvor sparsommelig, man har skullet være som designer og garnforhandler i forhold til i dag, hvor der er kommet et utrolig stort behov for at strikke igen, siger Birgit Gehl Østergaard-Jensen, der er butiksansvarlig hos Isager Garn. 

For nogle år siden var det at strikke ikke nær så populært som i dag, og synet af især mænd med strikkepinde i hånden var en sjældenhed. Men det er de begyndt på. 

- Der er også rigtig mange unge, og der er også rigtig mange mænd efterhånden. Vi kan jo konstatere, at i dag lærer man at strikke på en anden måde. Jeg lærte at strikke af min mor, men i dag lærer man det på nettet, siger Birgit Gehl Østergaard-Jensen. 

VIDEO: Se hele indslaget her: 

Ro og tilfredsstillelse

Opblomstringen af håndarbejdet accelererede under årene med corona. Her havde folk tid til at fordybe sig, og det samme gør sig gældende i sommerperioden, hvor manges ferier bliver brugt i selskab med strik og garn.  

- Det er klart, at vores højsæson er sommeren, men vi kan mærke, at sæsonen bliver længere og længere, og vi kan selvfølgelig også mærke det boom, der er og har været i et par år.

En af dem der efter flere års pause genoptog arbejdet med strikkepindene er Dorte Reinholdt fra Tversted. 

- Det giver en ro. Der er en enorm tilfredsstillelse i at sidde og strikke. Nu laver jeg ikke noget, som man skal se et resultat af i det daglige, siger hun, mens en anden kunde følger trop. 

Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord

- Med den rytme vi har i samfundet, hvor alt er blevet travlere, alt går hurtigere, og der er kommet meget mere tempo på. Så har folk brug for noget, der er modsætning til det.

- Der er noget mediativt over det, siger Bente Hartvig fra Skagen. 

Udover selve salget har Isager Garn også kurser og overnatningsmuligheder. Og med den store interesse for strik er det planen, at det fortsætter sådan i fremtiden. 

-  Tænk på, hvor forholdsvis kort tid den her strikbølge har varet, og tænk så på hvor mange år vi, der har strikket i lang tid, har strikket. Det er jo mere end 50 år. Så jeg er helt overbevist om, at strik er kommet for at blive, siger Birgit Gehl Østergaard-Jensen.

VIDEO: TV2 Nord var med tirsdag aften på Vrå Højskole, da der var strik på programmet.


Skal der bygges nyt i Birkelse? Lokalplan er sendt til høring

Arkivfoto

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune forsøger med den nye plan at anlægge to nye byggegrunde.

Tranumvej, Gl. Landevej og Bindeleddet i Birkelse. Imellem de tre velkendte veje i Birkelse ligger lokalplanområdet, der nu skal erstattes af den nye plan.

- Formålet er at opdatere plangrundlaget i området og give mulighed for nye byggegrunde ved Skolevangen, skriver Kommunalbestyrelsen i en pressemeddelelse.

Foto: Kommunalbestyrelsen, Jammerbugt Kommune

Der er angiveligt taget hensyn til, at områdets karakteristika bevares - og nu skal den altså så til høring i de næste otte uger.

Har du en holdning til den nye lokalplan? Du kan afgive dit høringssvar på kommunens hjemmeside.


Nordjyllands Politi advarer: Kør forsigtigt

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Arkivfoto

Vinterkulden har for alvor lagt sig over det nordjyske landskab - og selvom det endnu ikke har givet anledning til uheld natten til i dag, så advarer politiet alligevel morgen trafikanterne.

- Der er blevet saltet i hele kredsen i løbet af natten. Kør forsigtigt i morgentrafikken, det kan stadig være glat, skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X.

Fredag morgen står temperaturen på -6 grader, så det handler også om at få både vanter, hue og halsedisser på, hvis du bevæger dig ud på cykel.

Er du nysgerrig på vejret? Spørg Solvej Vindblæs, hvordan det står til ved dig.

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Nordjyske faglærere hyldet med prestigefyldt pris

Foto: TechCollege Aalborg

De to faglærere har vundet prisen for deres arbejde med en helt ny målgruppe på Techcollege i Aalborg.

Torsdag aften vandt faglærerne Christian Røhl og Ole Wiehl fra Aalborg Techcollege byggeriets faglærerpris.

Det er netop blevet offentliggjort til Building Awards på The Plant i København.

Det er de to faglæreres arbejde med en helt ny målgruppe i Techcollege-sammenhæng, nemlig de unge, der går i ottende og niende klasse, og som tager en såkaldt EUD 8/9, der gør, at de er blevet indstillet til prisen.

"Initiativet omkring EUD 8/9 er et nyudviklet initiativ, som er skabt i samspil mellem Aalborg Kommune og Techcollege, og Ole og Christian er i den grad lykkes med at skabe et alternativt skoleforløb, der kombinerer praksisfaglig skolegang og værkstedsundervisning på nye måder. Faglærer-teamet har arbejdet målrettet og haft modet til at ”gå på tværs” og sammensætte værkstedsundervisningen på helt nye måder," lyder det i de to læreres indstilling.

Byggeriets faglærerpris

Byggeriets Faglærerpris uddeles i et samarbejde mellem Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben.

En dygtig lærer kan skabe begejstring for faget, tænde gnisten i elevernes øjne og i sidste ende sikre eksamensbeviset. Alligevel er faglærerne ofte en overset gruppe i samfundet.

Derfor hylder Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet den inspirerende byggefaglærer/lærerteam fra en erhvervsskole, som på exceptionel og usædvanlig vis motiverer, bakker op om og løfter de unge til at blive dygtige håndværkere. Prisen er siden 2022 blevet uddelt til byggeriets store prisfest Building Awards.

EUD 8/9 er et tilbud til skoletrætte elever, der kan bytte en del af den klassiske tavleundervisning i folkeskolen ud med tre dage med almindelige skolefag og to dage i værkstederne. Formålet med både den faglige og den praktiske undervisning er med henblik på at afslutte 9. klasse eksamen.

I et opslag på LinkedIn skriver Techcollege, at prisen er en anerkendelse og et skulderklap, der viser, at de to faglærere har ramt rigtigt i forhold til indsatsen med EUD 8/9.

Det er ikke første gang, at hæderen går til Aalborg Tech College. I 2021 vandt teamet bag grundforløb 1 på Techcollege Aalborg samme pris for deres nyskabende undervisning, evne til at fastholde eleverne og skabe gode relationer på tværs af fag.


Her gennemfører 100 procent af de ordblinde elever gymnasiet

Foto: Hjørring Gymnasium

Læsevejleder Marie Lund hjælper ordblinde elever med at gøre brugen af hjælpeprogrammer til en vane.

På Hjørring Gymnasium er ordblinde elever stillet ligeså godt som deres klassekammerater, der ikke har læse og skrivevanskeligheder.

- Med hjælpemidlerne går det så godt, at der lige nu på Hjørring Gymnasium er en gennemførelsesprocent på 100 for de ordblinde elever.

Sådan lyder det fra Vibe Skibdal Schmidt, der er uddannelseschef på Hjørring Gymnasium.

På Hjørring Gymnasium kommer alle eleverne efter studiestart nemlig igennem en screeningsproces for at undersøge, om de har udfordringer, når det kommer til at læse.

Det er med til at fange de elever, der har ordblindevanskeligheder, og efterfølgende kan gymnasiet sætte ind med at søge støtte til den ordblinde elev.

- Der er en gammel fordom om, at ordblindhed og intelligens hænger sammen, og det er bestemt ikke tilfældet. Der er ofte tale om meget motiverede og flittige elever med en stor arbejdshukommelse og en stærk arbejdsmoral, siger læsevejleder Marie Lund og fortsætter:

- Eleverne med ordblindevanskeligheder kommer ikke sovende til det, men når de starter her på gymnasiet, ved vi, at de allerede har den disciplin og motivation, der skal til.

Styrker elevernes læseevner

Men det er ikke kun de elever, der er ordblinde, som nyder godt af screeningen. Den opfanger nemlig også elever, der har læsevanskeligheder.

For de elever, hvor det er relevant, tilbydes der efterfølgende læse- og skrivekurser hos gymnasiets to læsevejledere.

- Mange unge mennesker har en nedsat læsehastighed. Vi træner læsehastigheden på læsekurser med de elever, som er screenet til at have en lav læsehastighed. Eleverne bliver interesserede, fordi de ret hurtigt opdager, at de bliver hurtigere til at læse ved at øve sig. Så 'læse, læse, læse' siger vi. Resultatet er heldigvis, at 'læse-musklen' vokser. Eleverne kommer til at læse hurtigere, og heldigvis stiger deres forståelse af tekstens indhold også, siger læsevejleder Dorthe Bukholdt.


Har bokset knap 300 kampe: Nu kommer nordjydes professionelle debut

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Frederik Lundgaard Jensen har debut som professionel bokser 29. november.

28-årig nordjyde debuterer til Danish Fight Night.

Når Danish Fight Night løber af stablen 29. november, er der i hvert fald en bokser, der uanset udfaldet får sig en mindeværdig aften.

Her debuterer den nordjyske fjervægtsbokser Frederik Lundgaard Jensen nemlig som professionel i Stald Palle.

Det skriver Danish Fight Nigt i en pressemeddelelse.

Og det er en bokser med et alenlagt CV.

For den 28-årige nordjyde, der oprindeligt kommer fra Pandrup, har bokset intet mindre end 280 kampe som amatør, og har vundet 13 DM-titler herunder 10 danske mesterskaber som elitebokser i voksenrækkerne.

Se interview med Frederik Lundgaard Jensen her.

Erfaren amatør

Han har desuden vundet guld ved de nordiske mesterskaber otte gange i tre forskellige vægtklasser og har deltaget flere gange i VM og EM.

I 2020 gik han to vægtklasser op og mødte sin landsholdkollega Nikolai Terteryan i en DM-finale, der i foromtalen blev kaldt årtiets boksekamp. Frederik Lundgaard Jensen vandt efter en meget tæt og spændende kamp.

OL-drømmen har desværre glippet i afgørende sekvenser, blandt andet på grund af en øjenskade og coronapandemien, men det har ikke slukket Frederiks ambitioner. Tværtimod er han klar til at jagte nye mål som professionel bokser.

- Jeg vil naturligvis gerne bokse mod de allerbedste og prøve at konkurrere på allerhøjeste niveau, ligesom jeg gjorde som amatør. Det ultimative mål er selvfølgelig at bliver verdensmester. Forhåbentligt kan jeg en dag få chancen for at bokse mod de allerbedste, men det gælder i første omgang om at bokse godt, få solgt mig selv, og vinde mine kampe. Jeg skal i første omgang omstille mig til at bokse flere omgange, siger Frederik Lundgaard Jensen.

I sin første kamp som professionel skal nordjyden bokse mod Alexandr Polinchevici fra Moldova.

Frederik Lundgaard Jensen

  • Født: 17. december 1995. Opvokset i Hune i Nordjylland.

  • Nuværende hjemby: Nørresundby

  • Højde: 180 cm.

  • Kampvægt: Ca. 57 kilo (fjervægt)

  • Klub: Pandrup Bokseklub

  • Træner: Brian Brix

  • Professionel debut: 29. november 2024 i Frederiksberg Hallerne

  • Amatørkarriere: 280 kampe. DM-guld 13 gange heraf 10 gange dansk mester som elitebokser i voksenrækkerne samt 8 gange nordisk mester i tre forskellige vægtklasser. 12 gange jysk mester. 1 gang sjællandsk mester. VM- og EM-deltagelse (5. plads ved EM i 2015 og 2022).

  • Guld i flere store internationale turneringer herunder GeeBee Tournament i Finland og Boxam i Spanien. Bronze ved EU-mesterskaberne i 2015 m.m.