Strid om øl-etikette endte uafgjort
Foto: Spar Nord
En øl-sag mellem Spar Nord og en ølbrygger fra Kirke Hyllinge på Sjælland endte uafgjort i fogedretten i Roskilde tirsdag.
En sag om en ølflaske blev afgjort tirsdag - og den endte uafgjort mellem parterne, Spar Nord og ølbryggeren. Det siger Spar Nords kommunikationsdirektør Ole Madsen til DR Nordjylland.
Sagen handler om en etikette på en ølflaske ved navn Grisk. På den oprindelige etikette er der et billede af en nar i rød-blå farver og teksten sparnar, og det mente Spar Nord er misbrug af deres logo - så de ønskede et forbud mod etiketten.
Imellemtiden ændrede bryggeren fra Kirke Hyllinge noget på etiketten, men fastholdt, at budskabet på etiketten var en generel kritik mod bankernes dårlige moral. Trods ændringen fastholdt Spar Nord, at sagen skulle for i Fogedretten. Og tirsdag faldt dommen.
Den gav pengeinstituttet medhold i, at det oprindelige logo ikke var i orden. Men det er den nye etikette til gengæld. Derfor blev ølbryggeren, Jørgen Fogh Rasmussen, frikendt og må dermed forsat bruge den nuværende etikkette.
Jørgen Fogh Rasmussen har tidligere været kunde i Spar Nord men opsagde aftalen sidste år, fordi han var utilfreds med banken.
Spar Nords kommunikationsdirektør Ole Madsen siger, at man i pengeinstituttet stadig ikke er glad for etiketten.
- Men nu har vi fået rettens ord for, at de to tidligere øl-etiketter, som vi os til at anlægge sagen, er i strid med god markedsføringsskik og ikke må anvendes. Det er den positive side, og det var først efter vores sagsanlæg, at Fogh Rasmussen valgte at ændre etiketten, siger han til DR Nordjylland.
Ole Madsen og Spar Nord tager derefter til efterretning, at den tredie etikette er i orden, som fogedretten vurderer det.