Stribevis af brande betyder ventetid på opklaringer
Foto: Jan Pedersen
Brand i tre huse ved Slettestrand.
Tre brande torsdag aften og natten til fredag må vente længe på at blive undersøgt - de mange påsatte sommerhusbrande giver ventetid.
I stribevis af påsatte sommerhusbrande. Ild i styrhuset på en fiskekutter. En ubeboet gård overtændt. Og senest, klokken to natten til fredag, brand i en udlejningsejendom i Klokkerholm ved Hjallerup.
De seneste uger har det nordjyske beredskab, brandfolk og politi haft ualmindeligt travlt med at slukke og forsøge at opklare brande. Og det betyder, at der nu kan være lang ventetid på de brandtekniske undersøgelser, der kan fastslå, hvordan brandene er startet.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.
- Med hensyn til branden på gården ved Asaa torsdag aften, så tyder det på, at den er påsat, eftersom gården var ubeboet. Men vi ved det ikke, før vi får sendt folk derud og undersøge det, og der kan desværre godt gå lidt tid, siger Poul Badsberg.
Det betyder dermed også, at årsagen til branden i fiskekutteren på Thorup Strand torsdag aften heller ikke er tættere på en opklaring.
- Der har været rigtig mange brande i Nordjylland på det seneste, og det giver selvfølgelig nogle forsinkelser med at få lavet de brandtekniske undersøgelser, siger Poul Badsberg.
Han kan ikke sige noget præcist om, hvornår man kan forvente, at de brandtekniske undersøgelser på torsdagens brande går i gang.