Stort landbaseret saltvandsdambrug på vej på Læsø
Læsø bliver formentlig snart kendt for andet end sit sydesalt og jomfruhummere.
Investorer arbejder med fremskredne planer om at opdrætte regnbue-ørreder på øen og sælge dem under navnet Læsø Laks. Det oplyser P4 Nordjylland.
Ørrederne skal efter planen klækkes og opfedes på et dambrug på land. Dambruget vil få kapacitet til at opdrætte i nærheden af 4.000 tons ørreder om året og det er en betragtelig mængde, oplyser biolog Kjeld Kvist fra Frederikshavn Kommune.
- Det svarer til mere end den mængde ørreder, der i dag produceres på ferskvandsdambrug i Nordjylland.
Og på landsplan produceres der til sammenligning 34.000 tons.
Det påtænkte dambrug til 80 millioner kroner sætter nye standarder for, hvad og hvor meget man kan opdrætte i et dambrug på land. Det benytter sig også af den nyeste teknologi, når der gælder opdræt af fisk. For eksempel genbruges vandet så vidt det er muligt. Hvilket økonomisk kun er rentabelt ved så stor en produktion.
- De investeringer, der skal til for at lave biologisk og kemisk rensning af vandet, kræver en stor produktion for at styk-omkostningerne er rimeligt fornuftige. Det er så blevet muligt nu, forklarer Kjeld Kvist.
Inden længe sendes de nødvendige planer i høring i offentligheden og møder de ingen nævneværdig modstand, vil investorerne kunne få en tilladelse til at gå i gang efter sommerferien.
Og Kjeld Kvist vurderer, at investorerne står med gode kort på hånden.
- Der er ingen konflikter med naturhensyn, og miljømæssigt kan jeg heller ikke se de store problemer.