Størst stabilitet i Nordjylland: Antal boliger til salg falder
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Udbuddet af villaer og rækkehuse er faldet markant igennem de seneste år. Det viser nye udbudstal fra Boligsiden.
Nordjyderne har færre huse at vælge imellem, når de skal på boligmarkedet. Det viser seneste tal fra Boligsiden.
Men faktisk er Nordjylland alligevel det sted i landet, hvor antallet af udbudte boliger ligger mest stabilt sammenlignet med resten af landet.
Nye udbudstal fra primo november viser, at der aktuelt er 36.062 villaer og rækkehuse til salg i Danmark. Det er 10.146 færre end i primo november 2011, hvor udbuddet af huse var på sit højeste. Det svarer til, at der er sket et fald på 22 procent i det samlede udbud af villaer og rækkehuse på de otte år.
- Faldet skyldes ikke, at færre sætter huset til salg. Der er faktisk kommet rigtig mange nye boliger på markedet, men der er samtidig solgt endnu flere, og derfor ser vi det markante fald i udbuddet af huse, siger Kasper Fredløv Sonberg, der er boligøkonom på Boligsiden.
I Region Nordjylland var der i november 2011 6.230 boliger til salg, mens der i november 2019 er 5.647 boliger til salg. Dermed er der 9 procent færre boliger til salg. Derfor er Nordjylland også den landsdel, hvor der er sket det mindste fald i antal udbudte boliger. Både i Region Sjælland og Region Hovedstaden er der sket et fald på 30 procent i antallet af boliger til salg.
Hos Boligsiden peger man på, at det netop nu er "købers marked." Det lavere udbud betyder en fordel for sælgerne, og derfor skal man som boligkøber være forberedt på, at man formentlig ikke får de store nedslag i prisen på huskøbet.
- Faktisk viser det sig, at andelen af hushandler, der ender med et nedslag i prisen, er rekordlav. Det gælder kun 74,9 procent af alle hushandler, og samtidig er størrelsen af det nedslag, som nogle købere får forhandlet sig frem til, også rekordlavt. Sagt med andre ord er det sælgeren, der står med de bedste kort på hånden i øjeblikket, fordi efterspørgslen er høj, og priserne samtidig stiger, siger Kasper Fredløv Sonberg fra Boligsiden.