Større aktion mod menneskehandel
Nordjyllands Politi har som led i indsatsen mod kvindehandel og rufferi i et samarbejde med SKAT gennem længere tid foretaget en efterforskning mod flere personer med tilknytning til restaurant Gøglerbåden i Aalborg.
Nordjyllands Politi har i dag i en større koordineret aktion foretaget anholdelse af fem personer i alderen 36 til 63 år. Der er tale om en kvinde og fire mænd. De bliver alle sigtet for rufferi og mellemmandsvirksomhed. Der er endnu ikke taget stilling til, hvor mange der skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen, oplyser vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen.
I samme anledning har Nordjyllands Politi og SKAT foretaget ransagning af Gøglerbåden, et bordel i Nørresundby og flere privatadresser i Aalborg og Øster Vrå. Under ransagningerne er der fundet og beslaglagt flere dokumenter og regnskaber, som nu skal undersøges nærmere. Der er i Østervrå også fundet en garage med flere tyvekoster.
I forbindelse med aktionen er der anholdt syv prostituerede, som opholder sig ulovligt i Danmark. Der er tale om fem afrikanske kvinder og to rumænske kvinder. I samarbejde med Center mod Menneskehandel og politiets udlændingeafdeling bliver kvinderne afhørt for at afdække deres vej til og forhold i Danmark.