Stormen Bodil hjælper Mariagerfjords skove
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Landskabsfolkene i Mariagerfjord Kommune går naturens vej og lader en stor del af stormens ofre blive liggende i skovbunden.
Sporene efter sidste uges storm er tydelige i skovene. Men 'Bodils' hærgen er ikke kun negativt for skovene. Derfor har Mariagerfjord Kommune valgt, at de væltede løvtræer får lov til at blive liggende i skovbunden.
Lige nu ligger der masser af væltede og knækkede træer i skovene. Men er man en lille mus, en musvit eller måske en flagermus, der er afhængig af hule træer eller halvrådne stammer for at overleve, er det faktisk en stor fordel.
De mange væltede og knækkede træer tilbyder nemlig husly for flere af skovens sjældne dyr og planter. Derfor bliver de væltede eller knækkede løvtræer efterladt i skovbunden i Mariagerfjord Kommune.
- Døde og døende træer er meget vigtige levesteder for mange af de sjældne arter af dyr og planter, som vi ved findes i kommunens skove. Men da vi gennem generationer har givet efter for vores iboende trang til at fjerne væltede træer, er det i dag sjældent, at man falder over disse segnede kæmper. Men det vil vi gerne lave om på.
- Derfor ser vi heller ikke en storm som 'Bodil' som et problem, men snarere som en mulighed for at øge udbuddet af levesteder i skovene, forklarer Kenneth Jensen fra Natur i Mariagerfjord Kommune.
I første omgang lader kommunen kun gamle løvtræer ligge. Det skyldes, at det især er de gamle løvtræer, der spiller en vigtig rolle for skovens natur. Eneste undtagelse er de tilfælde, hvor træerne ligger henover stier og veje, eller hvis nogle af træerne kan være til fare for skovens gæster.
- Mange af de væltede træer er forholdsvis unge nåletræer, som ikke bidrager stort til naturen - hverken døde eller levende. Derfor vil de løbende blive fjernet og brugt som gavntræ og dermed give en indtægt, siger Kenneth Jensen.