Storm sætter en stopper for vinterferien
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Færgeafgange aflyses på stribe på en af vinterferiens største rejsedage.
Fredag markerer vinterferiens start for mange nordjyder, og flere af dem har set frem til bjergetoppe og sne. Men har man booket billetter på færgerne til Norge for at komme ud at stå på ski, må man lade ferien vente lidt på sig.
Færgeafgangen klokken 12.15 fra Hirtshals til Larvik med SuperSpeed 2 er aflyst på grund af vejrforholdene, og det samme er afgangen fra Larvik til Hirtshals klokken 17.
Til Kristiansand fra Hirtshals er afgangen klokken 21.45 ligeledes aflyst. Lørdag har Color Line skubbet fire afgange flere timer, for mens nogle venter ivrigt på at komme afsted, kan andre ikke komme hjem.
- Der er nogle, der ikke kommer hjem i aften. Vi skal hente nogle gæster i Norge, som skulle have været hjemme i aften, hvor vi ikke kan sejle. Så de skal sejles ud af Larvik i morgen, så derfor skubber sejlplanen sig resten af dagen i Hirtshals, fortæller Henrik Renneberg, administrerende direktør ved Color Line.
Frederikshavn også ramt
DFDS har aflyst Oslofærgens afgange til og fra Frederikshavn fredag på grund af stormvarslet, der forventes at ramme Nordjylland i særlig hård grad.
I stedet sejler færgerne til og fra København. 520 passagerer vil blive berørt, oplyser DFDS til TV 2. De vil blive dog tilbudt afgang til/fra København og kompenseres med kilometerpenge eller bus til/fra Frederikshavn.
Læsøfærge aflyser afgange
Havde man planer om at skulle til Læsø, må man også her se sig slået af stormen. Læsøfærgen aflyser afgangene fra Læsø fredag klokken 15:00 og 18:40 og fra Frederikshavn 16:15 og 20:30. Dermed bliver dagens sidste afgange fra Læsø 9:40 og fra Frederikshavn 11:30.
Rejsende, der skulle have været med de aflyste færger, får en opfordring fra rederiet:
- Vi beder alle rejsende med bookinger i dag 15.00/18.40 og 16.50/20.30 om selv at ændre deres booking online. Ellers sidder vi klar ved telefonerne til at hjælpe, skriver de på deres facebookside