Storm nedlagde usædvanligt mange træer i Nordjylland
Foto: Jesper Christiansen TV2/Nord
Genrefoto.
Det er usædvanligt, at så mange træer er væltet ifølge chefvagten.
Nordjyllands Beredskab har haft godt gang i telefonerne. I hvert fald fredag aften, hvor der var kraftig blæst over det meste af Nordjylland.
I timerne mellem klokken 16 og 20 blev der målt vindstød af stormstyrke over hele landsdelen, og det betød arbejde for beredskabet.
- Vi har fået rigtig mange henvendelser. Der har egentlig været kø ved telefonerne i det tidsrum henover de fire timer, siger Per Højriis Vedsted, der er chefvagt hos Nordjyllands Beredskab.
Fredag aften kørte Nordjyllands Beredskab afsted til 30 opgaver. 25 af dem omhandlede blæsevejret.
- Det har primært været væltede træer, og så har der været hvor et vindue var hængt i hængsler og var ved at falde ned i et område ved et par torve, hvor der var fare for det faldt ned i hovedet på andre mennesker, siger chefvagten.
Vindstødene i Nordjylland målte i omegnen af 29-32 meter i sekundet. Det svarer til vindstød af stormstyrke. Og det er i sig selv ikke unormalt. Men der var usædvanlig mange væltede træer.
- Vi har jo før set sommerstorme, men man kan sige, det er lidt usædvanligt, der er så mange træer, som vælter på den her tid af året. Det er ikke det, vi normalvis ser, siger Per Højriis Vedsted.
Vejrudsigten for lørdag aften kan muligvis byde på nye udfordringer for beredskabet. Der er nemlig meldt om skybrud i dele af landet. Det kan du læse mere om herunder: