Store milliontilskud til nordjyske kommuner
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Ni nordjyske kommuner har fået del i de 852,3 millioner kroner, økonomi- og indenrigsministeriet uddeler til kommuner med særlige udfordringer.
56 kommuner har fredag fået at vide, at de får et ekstra tilskud fra staten, så deres budgetter for 2015 går op. Ni af kommunerne er nordjyske.
Økonomi- og indenrigsministeriet fordeler i alt 852,3 millioner kroner, og heraf ender 97,6 millioner kroner i Nordjylland. Otte nordjyske kommuner får støtte fra den generelle særtilskudspulje, mens Aalborg Kommune modtager et tilskud fra den sociale særtilskudspulje.
- Puljerne med særtilskud er med til at skabe balance i budgetterne hos kommuner med særlige økonomiske udfordringer. Det er ikke alle kommuner, som har søgt, der har fået. Men jeg er glad for, at vi med tilskuddene kan give en håndsrækning til de kommuner, der har de største udfordringer, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (Rad.V.).
Støtten til de nordjyske kommuner fordeler sig således:
Thisted Kommune 8 millioner kroner
Brønderslev Kommune 13 millioner kroner
Frederikshavn Kommune 13 millioner kroner
Vesthimmerland Kommune 15 millioner kroner
Læsø Kommune 2,1 millioner kroner
Mariagerfjord Kommune 10 millioner kroner
Jammerbugt Kommune 17 millioner kroner
Hjørring Kommune 11 millioner kroner
Aalborg Kommune får et tilskud på 8,5 millioner kroner fra den sociale særtilskudspulje.