Store Hyledag er kommet: Sirenerne testes klokken 12
Foto: Søren Steffen, Scanpix
Onsdag middag vil sirenerne hyle landet over. Traditionen tro tester Beredskabsstyrelsen, om varslingssystemet virker.
Onsdag middag vil sirenernes høje toner vække opsigt over hele landet. Beredskabsstyrelsen tester varslingssystemet, og derfor er der altså - for eneste gang i år - ingen grund til at reagere, hvis du hører en sirene præcis klokken 12.
Hvert år den første onsdag i maj tester myndighederne nemlig sirenerne landet over på dagen, som har fået navnet Store Hyledag. Der er særligt to grunde til, at det sker.
- Sirenerne er det helt store håndtag til at advare befolkningen, og vi skal sikre os, at sirenerne virker. Vi skal også sikre os, at folk ved, hvad de skal gøre, hvis sirenerne hyler, så derfor tester vi systemet på Store Hyledag, siger Lars Aabjerg Pedersen fra Center for Krisekommunikation i Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er ikke kun sirenerne, der kommer i aktion onsdag klokken 12. Også app’en Mobilvarsling, der viderebringer advarsler fra myndighederne på mobiltelefonen ved større ulykker og katastrofer, testes sammen med sirenerne.
Derudover testes det sms-system, som døve og hørehæmmede kan tilmelde sig for at blive advaret, når der sker større hændelser.
Under onsdags test lyder der tre signaler:
1. Varslingssignalet lyder: Varslingssignalet består af en tone, som stiger hurtigt og falder langsomt. Tonen lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder.
2. Varslingssignalet gentages: Efter cirka tre minutter gentages varslingssignalet.
3. Afvarslingssignal: Efter yderligere tre minutter afgives et afvarslingssignal, som betyder, at faren er drevet over. Afvarslingssignalet består af én lang, ensartet tone, som varer 45 sekunder.
Her kan du høre, hvordan sirenerne lyder: