Stor andel Norlys-kunder skiftet til variabel elaftale - men hvad er smartest nu?
Foto: Anne Christensen, TV2 Nord
Norlys-forbrugerne har skruet lidt op for elforbruget igen i forhold til under energikrisen - men en stor andel er røget over på en variabel elaftale.
- Faste elpriser er ved at være passé.
Det er vurderingen fra Henrik Møller Jørgensen, der er civilingeniør og ejer siden elforbrug.nu.
- Folk vil have et grønnere elforbrug og vil også have gevinsten ved det. Det er også mit stærke råd at gøre, siger han.
Og det virker til, at en stor andel af nordjyderne er gået netop den vej.
I hvert fald er 43 procent af Norlys' kunder nu på en variabel elaftale, mens det i juli sidste år, før energikrisen for alvor tog fat, kun var ni procent af kunderne, der valgte den løsning.
- Folk har fået øjnene op for, at der er besparelser at hente, hvis man lægger sit forbrug, der hvor priserne er lave. Med energikrisen blev det et stort fokus for mange at spare på elregningen, siger Mads Brøgger, direktør for Norlys Energi.
Det store elskift
Juli 2022 havde ca. 9 procent af Norlys' private elkunder en variabel elaftale (altså en timeafregnet elaftale).
August 2023 har ca. 43 procent af kunderne en variable elaftale.
Det var især i 4. kvartal 2022, at mange valgte at skifte fra en fastpris elaftale til en variabel elaftale.
Norlys ejer Stofa og Netselskabet N1 og har hovedsæde i Silkeborg samt lokationer i blandt andet Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København.
N1 sørger for strøm til 220.000 nordjyder– dermed er det dog ikke dem, der har en energiaftale med nordjyderne.
Fordele og ulemper
Selvom vi ikke længere står midt i en energikrise, og den kommende vinter ser ud til at byde på ret stabile elpriser, så kan der være mange penge at spare, hvis man surfer med på den variable bølge.
Men det kræver også en øget bevidsthed omkring ens elforbrug.
- Har man mulighed for at flytte sit forbrug til de billige timer, så er der meget at spare. Det er især kunder med enheder, der forbruger meget strøm - eksempelvis elbiler - der har de største fordele ved at flytte deres forbrug, siger Mads Brøgger og fortsætter:
- Så man skal gøre op med sig selv: "Har jeg et energiforbrug, jeg kan påvirke og flytte til de billige timer?" - Så er fleksaftalen en god vej at gå.
En variabel elaftale er dog ikke nødvendigvis den bedste løsning for alle, påpeger Henrik Møller Jørgensen, der nørder de dyk, han finder i elpriserne til forbrugerne.
- Hvis man har en lille økonomi, ikke har overskud til at følge med i elpriserne og ikke kan tage det potentielle tryk der er på de dårlige elpris-dage, så kan det godt blive en dårlig forretning, siger han.
Norlys-direktør Mads Brøgger ser heller ikke, at en variabel elprisaftale giver mening for alle.
- Dem der vægter tryghed i prisen, forudsigelighed og at kunne lægge et fast budget, de har jo mere glæde af en fast aftale, siger han.
Tjener Norlys mest på variable eller faste elaftaler?
Norlys tjener det samme, uanset om energiprisen er høj eller lav, fordi selskabet har et øretillæg på kilowattimen.
- Så vi vil meget hellere have lave energipriser, som kommer kunderne til gode, siger Mads Brøgger.
Dog fik selskabet en stor økonomisk lussing sidste år, fordi der allerede var indkøbt el til de faste elpris-aftaler, mens en stor andel af kunderne skiftede over til en variabel elaftale og samtidig reducerede deres strømforbrug.
- Det var en af energikrisens mange konsekvenser. Det har vi skullet lære af, siger Mads Brøgger.
Selvom Norlys ikke tjente penge på elforbrugerne i 2022, så havde selskabet samme år en nettoomsætning på 22 milliarder kroner og et overskud på 4,2 milliarder kroner før skat.
Det var ifølge virksomheden transportkapacitet på el og gas i udlandet, der havde bidraget til den ekstraordinære indtjening.
Mindre fokus nu
Samtidig med et stort skifte over til variable elaftaler, så har Mads Brøgger også lagt mærke til en anden vaneændring hos forbrugerne, nu hvor elpriserne ikke længere stiger til himmels.
Energikrisen førte nemlig til en stor reduktion i folks strømforbrug - hos Norlys' kunder var det 15 til 20 procent, da krisen var på sit højeste sidste vinter.
Men nu bliver der ikke på samme måde stresset med at slukke for kontakterne.
- I takt med at energipriserne er kommet ned, så har man nok et lidt mindre fokus på det i de enkelte familier, end man havde for et år siden. Vi er ikke helt så gode til at spare på energien, som vi var sidste vinter, siger Mads Brøgger.
Det vil sige, at reduktionen på elforbruget hos Norlys-kunderne nu er nede på fem til otte procent.
- Så vi sparer ikke helt så meget. Men det er stadig et lavere energiforbrug end før krisen, siger Mads Brøgger.