Støjberg raser over ny detalje i store bededag-indgreb: - Absurd
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Demonstrationer, latterliggørelse og et frontalangreb fra alle leder og kanter.
Modstanden mod regeringens planer om at afskaffe store bededag tager til i styrke.
Torsdag blev forslaget førstebehandlet i Folketingssalen, alt imens hundredvis af vrede borgere var samlet til demonstration ude på Slotspladsen.
Det skete, efter at Jyllands-Posten torsdag bragte nyheden om, at skoleelever fremover fortsat skal holde fri på store bededag, mens både forældrene og lærerne må på arbejde.
Børne- og Undervisningsministeriet har nemlig bekræftet, at afskaffelsen af store bededag ikke nødvendigvis betyder, at eleverne skal i skole, skriver Jyllands-Posten.
Og det får nu den nordjyske partileder Inger Støjberg (DD) til at ryste på hovedet.
- Altså, er vi kommet dertil, hvor man ikke kan se, at det er absurd, at lærerne skal være i skole en dag, når eleverne ikke er der, sagde hun under førstebehandlingen i torsdag.
- Det her viser jo bare, hvor absurd det her forslag egentlig er. Og hvor uigennemtænkt det er, sagde hun.
Vi ved stadig ikke, hvem der er hjernen bag idéen om at afskaffe store bededag. Jeg tror kun, det er i rockerkredse, at man er bedre til at dække over hinanden
Inger Støjberg
Beskyldes for vælgerbedrag
Ni partier kræver nu, at regeringens indgreb mod Store Bededag først skal træde i kraft efter et valg, så vælgerne kan tage stilling ved et kommende folketingsvalg.
Både borgmestre, fagbevægelsen og kirkens folk har langet kraftigt ud efter regeringens planlagte indgreb.
Kritikken lyder blandt andet, at hverken Socialdemokratiet, Moderaterne eller Venstre på noget tidspunkt nævnte en afskaffelse af helligdagen under valgkampen, hvor vælgerne skulle sætte deres kryds.
- Vi ved stadig ikke, hvem der er hjernen bag idéen om at afskaffe store bededag. Jeg tror kun, det er i rockerkredse, at man er bedre til at dække over hinanden, siger Inger Støjberg.
SVM-regeringen har flertal alene og kan derfor gennemtrumfe afskaffelsen, selv om alle de andre partier er imod.