Stine Rex vil slå utrolig verdensrekord sammen med dig: Nu kan du tilmelde dig
Stine Rex vil slå vild verdensrekord rundt om søen i Aabybro.
Nu er det officielt, at Stine Rex løber seks dage rundt om søen i Aabybro.
Fra mandag 26. august til 1. september vil hun forsøge at løbe 902 kilometer og dermed slå verdensrekorden.
- Sidste gang, jeg løb rundt om søen, var den største oplevelse, jeg nogensinde har haft i forbindelse med løb. Det var helt vildt at opleve den opbakning og støtte blandt dem, som var mødt op. Og oplevelsen af at vi sammen kan gøre en forskel er helt fantastisk, sagde nordjyske Stine Rex til TV2 Nord tilbage i december, da nyheden om rekordforsøget første gang kom ud.
TV2 Nord vil - ligesom rekordforsøget i sensommeren 2023 - dække arrangementet.
Vil du løbe med?
Stine Rex kommer ikke til at løbe alene, og der er allerede flere kendte ansigter, der har meldt sin ankomst.
Heriblandt Sisse Fisker og Christian Fuhlendorff.
Foruden de kendte kan du som mere eller mindre kendt også løbe alt fra 1-1.000 kilometer, og der er netop åbnet for tilmeldelse.
Det kan du gøre via linket her.
I forbindelse med løbet vil der blive samlet ind til SMIL-fonden, der er en velgørende forening, der støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme på tværs af diagnoser.
På de samme seks dage vil David Stoltenborg gå efter verdensrekorden for mænd på 1.038 kilometer.