Stenbiderfiskeri sat på pause: - Det er virkelig tiltrængt
Foto: Vibe Aagaard / TV2 Nord
Kvote var ikke nok - derfor kommer der nu et regulært forbud.
Efter nytår kan der ikke længere landes stenbiderrogn rundt omkring langs de danske kyster. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fiskeriministeriet.
Beslutningen kommer i kølvandet af, at bestanden af stenbider i de danske farvande har været stærk nedadgående de senere år.
Jeg tager udviklingen i stenbiderbestanden meget alvorligt
Jacob Jensen (V), Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
Og det er en rigtig god nyhed, hvis man spørger Lise Norre, der er næstformand i Danmarks Naturfredningsforening, Nordjylland.
- Det er virkelig tiltrængt, at stenbideren får fred, så det er en rigtig god nyhed, vi har fået her til morgen, fortæller Lise Norre.
Det er eksperter fra DTU Aqua, der har anbefalet, at stenbiderfiskeriet i 2025 stoppes.
TV2 Nord har tidligere sendt dokumentaren - 'Mysteriet om stenbideren'.
Først kvote - nu forbud
Tidligere på året blev der udstukket en kvote for, hvor meget stenbider der måtte fiskes i danske farvande.
Det var den første stenbiderkvote i Danmark nogensinde. Men kvoten har altså ikke været nok for at fremme stenbideren, og derfor bliver denne nu fulgt op af et regulært forbud.
- Jeg tager udviklingen i stenbiderbestanden meget alvorligt. Derfor satte jeg for første gang i Danmark en kvote for, hvor meget stenbider der måtte fiskes i danske farvande i 2024. Nu tager jeg, som den første fiskeriminister i Danmark, beslutningen om, at stenbiderfiskeriet sættes på pause, lyder det i pressemeddelelsen fra Jacob Jensen (V), der er Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Jacob Jensen har bedt ministeriet om at se på muligheder for, hvad der kan gøres for, at de berørte fiskere hjælpes - eksempelvis i form af en støtteordning.
Fakta om fiskeri af stenbider
DTU Aqua har rådgivet om en lukning af fiskeriet efter stenbider.
Der er i alt landet ca. 20 tons stenbider i levende vægt i perioden fra den 1. januar til den 27. november 2024.
Fra den 1. januar til den 27. november i 2024 er der landet for en værdi af ca. 2,8 mio. kr.
Stenbiderfiskeriet havde en landingsværdi på 5,6 mio. kr. i 2023.
Der er i 2024 indført den første regulering af stenbiderfiskeriet i danske farvande, hvor der er fastsat en kvote på ca. 24 tons stenbider i levende vægt. Det svarer til fangsten for 2023.
Håber på kompensation
En form for støtte til stenbiderfiskerne er også noget, Lise Norre fra Danmarks Naturfredningsforening bakker op om. Stenbidere bliver nemlig landet kystnært i små fiskekuttere, og det er alle dage at foretrække fremfor fiskeri med bomtrawl, lyder det.
- Det er jo den mest bæredygtige måde at fiske på, og det bakker vi op om. Derfor håber jeg, der bliver lavet en kompensationsaftale med fiskerne, lyder det fra Lise Norre.
Og netop mulighederne for, hvad der kan gøres i forhold til fiskerierhvervet, vil blive drøftet i de kommende forhandlinger om fremtidens erhvervsfiskeri.