Stena Line støtter søfarende: Færger tudede i hornet
Stena Line tudede i dag fredag i hornet i havnen i Frederikshavn. Video: Port of Frederikshavn
I dag den 1. maj kl. 12.00 tudede alle Stena Line-færger i hornet for at vise støtte til de mange søfarende over hele verden, der lige nu er med til at holde vitale forsyningslinjer åbne.
I lighed med en lang række færger og skibe i hele landet lød der fredag klokken 12 et sandt tuderi til søs.
Og det var af en særlig grund. Mere end 1,6 millioner mænd og kvinder udfører vigtigt arbejde til søs for at holde vitale forsyningslinjer åbne mellem landene under COVID-19-pandemien. Som et symbol på støtte til de mange søfarende tudede alle Stena Lines færger i hornet den 1. maj kl. 12.00.
- Stena Line er en vigtig del af det europæiske logistiknetværk. På vores færger transporteres for eksempel medicin og maskiner til sundhedsvæsenet, mad til butikshylderne og reservedele og råvarer til industrien. Intet af dette ville være muligt uden vores ansatte ombord på vores fartøjer og i havnene, og det vil vi gerne gøre opmærksom på i disse udfordrende tider, siger Erik Lewenhaupt, Head of Sustainability and Communication i Stena Line.
COVID-19 og rejsebegrænsningerne overalt i Europa har haft en betydelig negativ indflydelse på Stena Lines passagertal siden midten af marts. Rederiet har taget flere svære beslutninger for at sikre den vigtige fragtvirksomhed, som blandt andet betød en nedlukning af færgeruten mellem Oslo og Frederikshavn. Størstedelen af Stena Lines færgeruter er på nuværende tidspunkt i drift, hvor i alt 30 fartøjer opererer på 18 færgeruter i Nordeuropa.