For en uge siden mistede Kristina Petersen sin kat Blåbær gennem tre år, efter den blev påkørt ude på grusvejen foran familiens hus.
Hun var i gang med at pynte op til jul med sine to sønner, da de pludselig så en bil kom susende forbi.
- Jeg tænkte bare; 'Nu er der en igen', forklarer hun.
Men kort tid efter, så hun Blåbær vælte rundt i bedet ved siden af vejen.
- Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og løb ud efter ham, forklarer hun.
Døde ved dyrlægen
Hun fik efterfølgende fat i en dyrlæge og fik ført Blåbær akut afsted.
- Dyrlægen spurgte, om han måtte ligge ham i narkose for at kunne komme til at mærke hans nakke og ryg, og det gav jeg lov til, selvom dyrlægen sagde, at der var en risiko, forklarer Kristina Petersen.
Efter Blåbær blev lagt i narkose, gik der dog ikke.
- Jeg kunne pludselig se, at han ikke trak vejret længere, forklarer Kristina Petersen meget berørt.
Dyrlægen fik undersøgt Blåbær, og han kunne efterfølgende fortælle, at han var blevet påkørt i hovedet og nakken. Derfor overlevede han ikke.
- Dyrlægen spurgte, om jeg ville have ham med hjem, og det sagde jeg ja til. Børnene forventede jo, at han kom hjem, forklarer hun.
Søndag fik Kristina Petersen sammen med sine drenge begravet Blåbær.
- Det var det værste.
- De græd meget, og det gik virkelig op for dem, at han ikke var her mere, siger hun berørt.
Næste gang er det et barn
Selvom det var første gang, at familien oplevede, at det gik galt, så er det ifølge Kristina Petersen langt fra første gang, at bilerne er kørt for stærkt på grusvejen ved familiens hus.
- Der er så mange, som kører med hovedet under armen, og det er skidefarligt, fortæller hun.
Hele hændelsen fik hende til at dele et opslag på Facebook. Her kommenterer mange, at det er ejerens eget ansvar at holde katten væk fra vejen.
- Men der er altså også børn her, så det kunne være dem. Det gik virkelig op for os, hvor udsat de faktisk er. Næste gang er det et barn, konstaterer hun.
Derfor har Kristina Petersen sat sig for at få sat skilte op på vejen. Det er dog ikke så let.
- Jeg har snakket med kommunen og politiet, som sagde, at grundejerforeningen skulle sende en anmodning. Vi har dog fundet ud af, at vi ikke har en grundejerforening, så det skal vi da have nu, påpeger hun.
Hun håber, at familiens tragiske hændelse kan få bilisterne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de kører for stærkt på grusvejen, også selvom der ikke er skilte endnu.