Statsadvokat: Det er en ommer
Foto: Rune Borre-Jensen
I marts udviklede tingene sig dramatisk, da 3F Midtfjord lavede blokade mod Farsø Taxa.
Sagen hvor en blokadevagt blev kørt ned for rullende kamera foran Farsø Taxi i marts måned skal nu undersøges igen. Det har Statsadvokaten besluttet.
D. 16. marts tidligt om morgenen havde en større gruppe medlemmer af 3F taget opstilling foran Farsø Taxi for at kræve, at firmaet indgik overenskomst. Blokaden endte dramatisk, hvor vognmand Søren Nielsen kørte ind i en blokadevagt.
Vognmanden blev anholdt og afhørt, men politiets daværende efterforskning endte med, at der ikke blev rejst tiltale mod Søren Nielsen. Nu vil Statsadvokaten have sagen genoptaget - især på baggrund af TV2/Nords billeder fra påkørslen. Formand for chaufførerne i 3F, Arne Nielsen, er tilfreds med den nye udvikling i sagen.
- Jeg har aldrig forstået, at sagen blev droppet, for jeg mener, at billederne tydeligt viser, at vognmanden kører direkte ind i vores blokadevagt.
Vognmand Søren Nielsen er til gengæld overrasket.
-Det kommer bag på mig, at sagen nu skal starte op igen. Jeg troede den var overstået, siger Søren Nielsen, der ikke vil give yderligere kommentarer, før sagen nu er endeligt afgjort.
Politiet skal nu foretage en ny efterforskning.