Sportsstjerner træner hjemme: - Godt OL er udskudt
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Mads Clausen Rasmussen (Ritzau Scanpix)
Der bliver svedt i stuerne og udendørs - men for de professionelle atleter er hjemmetræningen ikke nok.
Hverdagen er for de fleste blevet noget anderledes efter COVID-19 ramte Danmark. Skoler og institutioner er lukkede, og mange m,å arbejde hjemmefra. Men det er ikke lige let for alle. Særligt ikke for sportsstjernerne. TV2 Nord har talt med en række af dem, for at høre, hvordan træningen går.
Mie Ø. Nielsen, Svømmer, Aalborg Svømmeklub
- Jeg kan ikke komme i svømmehallen, hvor min normale hverdag er. I stedet er jeg meget udendørs. Jeg løber, roer, går ture, dyrker cirkeltræning og yoga.. Sådan set alt andet end at være i vandet, fortæller hun.
Hun prøver, at få det bedste ud af tiden. Derfor ses hun med en til to veninder fra svømmeholdet, som hun træner med. De mødes altid ude og holder altid to meters afstand.
- Det er meget mere rart at træne med andre. Motivationen ryger, når man træner alene, siger hun.
Og selvom hun holder formen ved lige, er det ikke på samme vis som normalt. Og det kommer til at få betydning, når hun kan hoppe i bassinet igen.
- Jeg kan holde mig i gang på land, men det er ikke det samme. Jeg tror ikke, jeg er helt i toppen, når jeg kan komme tilbage i svømmehallen. Det er godt, at OL er udskudt, griner hun.
Christinna Pedersen, badmintonspiller
- Vores daglige træning skal være helt anderledes kreativ end tidligere, for med en pige på 15 måneder hjemme, kan der være en smule udfordringer, siger hun.
Nogle formiddage har familien fælles træning. Så bliver der sat tegnefilm på, som Molly kan se mens de to mødre kører deres såkaldte hotelprogram: Træning, hvor egen kropsvægt bliver brugt i stedet for motionsredskaber. Og der kan lille Molly hjælpe til. Hun kan give lidt ekstra vægt, når der skal laves squats.
- Selve badmintondelen er umulig for os lige nu, så vi forsøger alt andet for at vores form ikke er alt for nedadgående. Vi holder os godt i gang i stuen og løber ture, men benarbejdet og selve badmintonfølingen er svær lige nu, forklarer hun.
For badmintonduoen skal holde sig klar, hvis badminton Final 4 bliver afholdt i starten af juni. Indtil videre er det ikke blevet aflyst.
- Vi er kommet ind i en god rutine nu, og vi prøver at se positivt på det. Vi er ikke syge, og vi har mere tid med Molly, siger hun.
Kasper Pedersen, Fodboldspiller, AaB
- Jeg er så heldig at bo ved siden af en af mine holdkammerater, Patrick Olsen. Vi træner sammen næsten hver dag på hver vores terrasse. Jeg tror, jeg ville have haft sværere ved at træne, hvis jeg skulle have gjort det alene. Når man er to, kan man hive op i hinanden, og det gør en kæmpe forskel, siger han.
Foruden cardiotræning på terassen løber Kasper Pedersen også ture. Men det bliver hurtigt kedeligt at løbe den samme tur - eller flere runder i Østre Anlæg.
- Det bliver aldrig det samme som holdtræning. Man kommer til at mangle nogle ting. Jeg tror ikke, vi kommer tilbage i snorlige kampform, men heldigvis har vi lidt tid til træne, når det sker, siger han.
Mens han savner alt det sociale og en dagligdag i klubben, har han fundet andre interesser - der er knap så sportslige. Han har flere gange været ude at fiske, købt et stort puslespil med kæresten. Og der venter ham også et filmmarathon med de otte Harry Potter film.