Spinkel egenkapital i AaB
Superligaens nummer to har i tredje kvartal oplevet et overskud på 300.000 kroner, men egenkapitalen er lille.
På fodboldbanen går det godt for AaB, der indtager Superligaens andenplads efter 15 spillerunder.
Økonomien er til gengæld mere presset.
Tredje kvartal viser et overskud på 300.000 kroner, men siden kvartalet sluttede, har selskabet bag klubben måttet foretage en voldsom nedskrivning på 12,2 millioner kroner på selskabet Sport on Top.
Egenkapitalen, inklusive nedskrivningen på Sport on Top, der blev offentliggjort 15. oktober, er på 300.000 kroner.
- AaB arbejder fortsat på en styrkelse af kapitalgrundlaget, skriver AaB i sin periodemeddelelse, mens AaB's administrerende direktør, Stephan Schors, udtaler:
- Det er først og fremmest tilfredsstillende, at vi uden transferindtægter kan notere et overskud for tredje kvartal, hvilket bekræfter, at vi er på rette spor.
- Det er glædeligt, at der er balance i den primære drift, men vi har fortsat et spinkelt kapitalgrundlag, og dette arbejder vi fortsat på at forbedre.
AaB præciserer i meddelelsen sine forventninger til hele årets underskud til "den bedre del af intervallet på 5-10 millioner kroner".