Spildte millioner på Boulevarden
Boulevarden i Aalborg skal nu igen asfalteres. Arbejdet begyndte i dag. De konservative betegner hele forløbet omkring valget af entreprenører på projektet som en skandale.
Aalborg Kommunes entreprenørenhed begyndte i dag de forundersøgelser, der skal gøre det muligt igen at asfaltere boulevardens sydlige del.
- Det er en skandale at kommunens egne folk skal rette de fejl, de selv har begået, siger Anders Stenild, konservativt byrådsmedlem, Aalborg Kommune
Aalborg Kommune har gennem de sidste 10 år brugt 67 millioner kroner på at renovere Boulevarden. En renovering som Aalborg Kommunes egen entreprenørenhed har udført.
Kommunen besluttede at asfaltere boulevarden igen på et møde i februar, da de dyre norske granitsten på vejen gav tonsvis af problemer. Hvis den beslutningen var truffet til at begynde med, ville kommunen have sparet 7,5 millioner kroner alene på vejbelægningen.
- Her er et tydeligt eksempel på kommunal nepotisme, som jeg kalder det. Det er for dumt synes jeg, siger Anders Stenild.
- Entreprenørenheden vandt faktisk opgaven ved en licitation dengang, så der er ikke tale om at entreprenørenheden har fået foræret opgaven, siger Mariann Nørgaard (Venstre), Rådmand, Teknik & Miljøforvaltningen, Aalborg Kommune.
Aalborg Kommune er selvforsikrende. Derfor er det kommunens skatteydere der i sidste ende betaler, hvis kommunens entrepenører får en stor opgave og laver fejl, der skal rettes.
- Det er vanvittigt, at løbe den risiko, siger Anders Stenild.
En privat entreprenør har en forsikring. Der betyder at kommunens borgere slipper for ekstraregningen, når der sker fejl. En metode Anders Stenild synes man skal benytte ved asfalteringen af boulevarden
- Der skal andre og nye øjne til at se på den her opgave. Pengene skal ikke spildes igen, siger Anders Stenild.
- Det hele går i udbud, og entreprenørenheden kan under ingen omstændigheder stå for asfalteringen, det kan de nemlig ikke, siger Mariann Nørgaard