Spar Nord bakker op om banksalg efter salg af aktier
Foto: Spar Nord
Spar Nord har indgået aftale om at afhænde alle aktier, banken ville få efter salg af Nørresundby Bank.
Nordjyske Bank vil have fingre i Nørresundby Bank, og nu bakker Spar Nord, der ejer aktiemajoriteten i Nørresundby Bank, op om et salg.
Det sker efter at banken tirsdag formiddag i en fondsbørsmeddelelse skriver at man har fundet aftagere til alle de aktier banken ville opnå i Nordjyske Bank efter et salg.
Salget af de mange aktier som Spar Nord ville få på hænde var et krav for at kunne bakke op om et salg af Nørresundby Bank, og nu skal salget så til afstemning på Nørresundby Banks ekstraordinære generalforsamling på torsdag.
Spar Nord ville ende med 13.8 procent af aktierne i Nordjyske Bank. Aktier som har en samlet værdi på omtrent 250 millioner kroner og som banken mener de er bedre tjent med at have til rådighed end ved at have dem bundet i Nordjyske Bank.
- Der er to ting i det. For det første får vi en gevinst ved at sælge aktierne, og det er jo altid rart. For det andet får vi frigjort en post i vores egenkapital på omkring en halv milliard, som vi skal stille til side for at have så stor en aktiepost, fortæller kommunikationsdirektør i Spar Nord Ole Madsen.
Fusionen i punktform
5 november 2014 - Spar Nord blokerer igennem deres aktiepost i Nørresundby Bank for en fusion. De vil ikke være en del af en ny nordjysk storbank.
10. november 2014 - Spar Nord afgiver et købstilbud på to milliarder kroner for de resterende 45,2 procent af aktierne i Nørresundby Bank.
18. december 2014 - Nordjyske Bank overbyder Spar Nord i forsøget på at overtage Nørresundby Bank.
13. januar 2015 - Aktionærerne i Nordjyske Bank giver bestyrelsen lov til at afgive et officielt købstilbud på Nørresundby Bank. Dagen efter afgives tilbud, hvilket får Spar Nord til at trække sig.
24. februar 2015 - Spar Nord har nu fundet købere til deres andel af aktier i Nørresundby Bank, og dermed er vejen banet for en fusion.
26. februar 2015 - Nørresundby Bank skal på en ekstraordinær generalforsamling endelig beslutte sig for et opkøb.