Sommervejr i september sætter gang i salget - Det bliver en superdejlig uge
Den ene is efter den anden langes i disse dage over disken i Øster Hurup.
På trods af at kalenderen siger, at vi nu er gået ind i efteråret, var der gang i biksen hos Vaffelhuset i Øster Hurup.
Høj sol og i nærheden af 25 graders varme fik nemlig butikken til at summe af sommer på en mandag eftermiddag.
Bag disken stod Frederikke Hvitved-Arnesen og langede den ene is efter den anden over disken.
- Vi er jo uden for sæsonen lige nu, men der er jo meget mere travlt nu, end der plejer at være, siger hun.
Det pludselige sommerlige vejr i efteråret er nok kommet bag på de fleste. Det gælder også i Vaffelhuset i Øster Hurup, hvor efterårsplanerne hurtigt er blevet sparket til hjørne.
- For at blive klar til denne her solskinsuge, har vi sat nogle ekstra folk på, så vi har godt gang i isproduktionen til folkene, som nu kommer. Og vi har ekstra på til at styre biksen her i dag, siger Frederikke Hvitved-Arnesen.
Resten af ugen er efteråret også sat på pause. I de kommende dage kan der nemlig flere steder blive over 25 grader varmt.
- Det bliver en superdejlig uge, så der bliver masser at lave, siger Frederikke Hvitved-Arnesen afsluttende.