Socialdemokrater får det røde kort til 1. maj: - De kommer og tisser på os
Foto: Anders Hestbek / TV2 Nord
- Vi skal ikke ligge på knæ og bede nogen som helst om noget, lyder det fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, der ikke vil give Socialdemokratiet taletid til 1. maj.
Der kommer ingen socialdemokrater på talerstolen til arbejdernes internationale kampdag efter regeringens beslutning om at afskaffe store bededag.
Sådan lyder det nu fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i Nordjylland.
- Vi vil ikke tilskynde til, at de mennesker, som lige har lavet et stort angreb i den danske model og blandet sig i vores arbejdstid, at de skal stå og have taletid på i hvert fald de arrangementer, 3F i Aalborg er repræsenteret, siger Allan Busk, medlem af FHs bestyrelse og formand for 3F i Aalborg.
De har mere brug for os, end vi har for dem
Allan Busk, formand, 3F Aalborg
Også i resten af landet er beskeden den samme - 15 ud af 17 FH-sektioner siger, at Socialdemokratiet ikke er velkommen, når de om godt to uger skal fejre 1. maj.
Hvorfor accepterer I ikke, at det slag er slut og ser fremad?
- For os er slaget om store bededag slet ikke slut. Der skal sættes noget i stedet for, og det tager vi fat på nu. Kigger vi fremad, melder de ud, at de vil fjerne seniorpensionen, som er endnu et direkte frontalangreb på de medlemmer, vi repræsenterer, siger Allan Busk og fortsætter:
- Vi er der nu, hvor de skal holdes i kravetøjet. De skal lave en helt anden politik og vise, at de vil os og vores medlemmer, hvis de skal have en plads ved talerstolen.
"Det holder jo ikke"
Arbejdernes internationale kampdag er ellers traditionelt den helt store, fælles festdag for fagbevægelsen og Socialdemokratiet.
Men det fælles tilhørsforhold giver Allan Busk ikke længere meget for:
- Hvis det er et tilhørsforhold mellem venner, som kommer over en nat og bag ryggen stjæler én af vores helligdage, så har vi ikke noget som helst at bruge det tilhørsforhold til, siger han og fortsætter:
- Vi skal ikke ligge på knæ og bede nogen som helst om noget. De har mere brug for os, end vi har for dem. Det her svarer til, at de tisser på os og bagefter siger, vi lugter af tis, men godt vil være sammen med os. Det holder jo ikke.
Fagbevægelsens Hovedorganisation tæller i Nordjylland 110.000 medlemmer, organiseret i 45 fagforbund.
Hør, Allans Busk begrunde det røde kort til Socialdemokraterne her: