Smuthul i forbud mod gipsaffald til Tyskland
På trods af Miljøstyrelsens forbud er det fortsat muligt for de danske kommuner at sende deres miljøfarlige gipsaffald til Tyskland. Det oplyser TV2/Nord.
Det er stadig muligt for kommunerne at slippe billigt af med deres gipsaffald ved at køre det ned til tyske saltbjerge i stedet for at genanvende det i Danmark. Miljøstyrelsens forbud gælder nemlig kun for én affalds-destination i Tyskland, og det er Thüringen.
En lang række kommuner, heraf syv nordjyske, har det seneste års tid sendt deres miljøfarlige gipsaffald til Tyskland, hvor det dumpes på store saltbjerge. Miljøstyrelsen har forbudt eksporten, fordi det viser sig, at der er en risiko for, at farlige stoffer trænger ned i grundvandet, når gipsaffaldet anvendes på denne måde.
Men forbuddet er ikke godt nok, for det gælder kun for ét sted i Tyskland, lyder kritikken. Kommunerne kan dermed fortsat køre gipsaffaldet ud af landet i stedet for at genanvende det i Danmark. Nu kan kommunerne i stedet blot køre gipsen til Sehnde i Niedersachsen, hvor gipsaffaldet også ender på saltbjerge.
Dét giver ingen mening, lyder det fra virksomheden Gips Recycling, der har specialiseret sig i at genanvende gipsaffald:
- Det dur jo ikke, at kommunerne med Miljøstyrelsens billigelse fortsat får lov til at dumpe deres gipsaffald udenfor Danmark, hvor der ikke er de samme miljøstandarder som her i landet, siger direktør Henrik Lund-Nielsen til TV2/Nord.
Formand for Folketingets Miljø - og Planlægningsudvalg, Ida Auken (SF) kræver, at Miljøstyrelsen nedlægger et totalt forbud mod eksport af gipsaffald til Tyskland:
- Det er jo helt tosset, at kommunerne bare har mulighed for at køre deres miljøfarlige affald et andet sted hen i Tyskland. Miljøstyrelsen bør stoppe eksporten helt, indtil tyskerne kan bevise, at der ikke er en miljørisiko ved at anvende gipsen på denne her måde, siger hun til TV2/Nord.
Miljøstyrelsen har nu iværksat en større undersøgelse af forholdene i Sehnde, inden det skal besluttes, om der skal udstedes et totalt forbud mod eksporten til Tyskland.